Hvis du ønsker at markedsføre kosttilskud, der er tilsat et stof med en ernæringsmæssig eller fysiologisk virkning, der ikke findes på bilag 1 (listen over generelle tilladelser), skal du søge om en godkendelse af stoffet, inden produktet kan sælges.
Du skal være opmærksom på, om stoffet hører til gruppen af nye fødevarer - kaldet "novel food". Hvis stoffet i produktet har status som novel food, er det ikke lovligt at markedsføre kosttilskuddet, før stoffet har fået en novel food-godkendelse på EU-plan.
Læs mere om nye fødevarer og fødevareingredienser (novel food)
Der findes ikke et særligt ansøgningsskema for ikke-novel stoffer. De oplysninger, der skal indsendes, fremgår af bilag 3, i bekendtgørelse om tilsætning af visse andre stoffer end vitaminer og mineraler til fødevarer. Oplys også gerne "Att.: Kemi og Fødevarekvalitet".
Ansøg via Fødevarestyrelsens kontaktformular
Sagsbehandlingen starter først, når Fødevarestyrelsen har modtaget alle relevante oplysninger. Sagsbehandlingstiden kan være op til seks måneder fra alle relevante oplysninger er modtaget i Fødevarestyrelsen.
Fødevarestyrelsen godkender tilsætningen af stoffet, medmindre tilsætningen er sundhedsskadelig. Fødevarestyrelsen baserer afgørelserne på risikovurderinger foretaget af DTU Fødevareinstituttet.