Registrering/autorisation
Din virksomhed skal være autoriseret/registreret til at udføre de fødevareaktiviteter, du har i virksomheden. Hvis du har et slagteri, skal din virksomhed være autoriseret til at slagte dyr.
Din autorisation/registrering skal dække alle dine aktiviteter, heriblandt hvis du transporterer eller indfører/importerer produkter fra andre lande.
Læs om registrering og autorisation
Egenkontrol/kvalitetssikringssystem
Du skal have et system til løbende at sikre, at dine varer er i orden, så fødevarelovgivningen bliver overholdt . Det kaldes egenkontrol. Den skriftlige del af egenkontrollen kaldes et egenkontrolprogram. Din dokumentation af egenkontrollen kan blandt andet omfatte en række registreringer fra din egen virksomhed og fra din modtagekontrol samt leverandørerklæringer og diverse erklæringer fra andre myndigheder. Virksomheder med ultralav risiko skal ikke have skriftlig egenkontrol.
Hvis din virksomhed producerer/importerer fødevarekontaktmaterialer, skal du sikre at fremstilling af fødevarekontaktmaterialer sker i overensstemmelse med god fremstillingsmæssig praksis (GMP). Dette indebærer bl.a. at du sikrer og kontrollerer kvaliteten af dine produkter.
Læs om egenkontrol og risikoanalyse
Sporbarhed
Du skal have de nødvendige papirer fra dine leverandører. Det kan f.eks. være fakturaer med beskrivelse af, hvilke varer der er leveret, og hvor mange det drejer sig om.
Hvis det er relevant for din virksomhed, skal du have papir på, hvad du sælger – og til hvem. Ved at have overblik over hvem du køber af, og hvem du sælger til, bliver det muligt at finde varerne, hvis det viser sig, at der er noget galt med dem. Det kaldes at spore varerne.
Læs om sporbarhed
Økologi
Hvis du fremstiller eller håndterer økologiske fødevarer, skal du omfattes af en særlig økologikontrolordning. Bl.a. skal du overholde en række særlige regler om dokumentation for varer ind og ud af din virksomhed.
Hvis der kun detailforhandles økologiske fødevarer - og ikke f.eks. foretages emballering/mærkning af økologiske fødevarer - så skal virksomheden ikke omfattes af den særlige økologikontrol. Det skal altid kunne dokumenteres, at varer rent faktisk er økologiske, hvis de forhandles som økologiske. Hvis der forhandles økologiske varer, der ikke er færdigpakkede, så skal det desuden sikres, at der ikke er risiko for sammenblanding med ikke-økologiske varer.
Hvis du slagter økologiske dyr, skal du omfattes af en særlig økologikontrolordning. Bl.a. skal du overholde en række særlige regler om dokumentation for dyr og produkter, der leveres ind/ud af din virksomhed.
Læs om kontrol med økologiske fødevarer
Hvis du anpriser, at du anvender eller serverer økologiske fødevarer, skal du overholde reglerne om økologisk storkøkkendrift. Du skal bl.a. kunne dokumentere, at dine anprisninger om økologi er korrekte. Du skal godkendes for at kunne bruge det økologiske spisemærke.
Læs mere om økologi for professionelle køkkener
Mærkning – vildledning
Du skal have dokumentation af sammenhængen mellem de råvarer, du køber, og de varer du sælger.
Læs om mærkning og markedsføring af fødevarer
Smileymærke og kontrolrapport
Du skal hænge dit seneste smileymærke ved dine indgangspartier. Smileymærket skal placeres, så kunderne kan læse den, inden de beslutter sig for at gå ind og handle.
Læs om, hvor smileymærket skal hænge i ofte stillede spørgsmål på findsmiley.dk
Hvis din virksomhed har en hjemmeside, skal du vise de seneste fire kontrolrapporter på hjemmesiden eller have et link til siden eller siderne på findsmiley.dk, hvor kontrolrapporterne findes.
Læs om kontrolrapporter på virksomhedens hjemmeside på findsmiley.dk