Animalske fødevarer

Alle animalske fødevarer, dvs. varer af kød, fisk, æg, mælk, fjerkræ, honning, insekter mv., fra tredjelande (lande uden for EU), skal kontrolleres inden de kommer ind i Danmark og andre EU lande. Det er dig som importør, der har ansvaret for at gældende regler overholdes.

Reglerne og kontrollen skal sikre, at der ikke indføres smitsomme husdyrsygdomme som afrikansk svinepest og mund- og klovesyge fra tredjelande til Danmark og EU. Herudover er reglerne med til at beskytte folkesundheden, da det også kontrolleres, om varerne lever op til EU's hygiejnekrav for fødevarer.

Kontrollen er gebyrbelagt.

Find regler om gebyr

Indførsel af animalske fødevarer er reguleret af EU regler. Disse regler er gældende for alle EU-medlemsstater, og der kan ikke dispenseres fra reglerne. Reglerne findes i forordningen for offentlig kontrol (2017/625) og dens følgeforordninger. 

Forordningerne finder du på EUR-Lex

Forordningerne kan ændres løbende, og det er derfor vigtigt, at du er opmærksom på, at du får de seneste ændringer med, når du kigger i lovgivningen.

Der er rigtig mange forordninger at finde rundt i. Fødevarestyrelsen har udarbejdet en nøgle til forordningerne, som kan hjælpe dig på vej.

Se nøglen til forordningerne (pdf)

Hvis der er animalsk indhold i din fødevare, så er hovedreglen, at den skal til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted.

For at være helt sikker på om din vare skal til kontrol, skal du kende toldkoden, denne kode kaldes også en KN kode. Kender ud ikke toldkoden på din vare, skal du kontakte Toldstyrelsen for yderligere vejledning.

Varer som er underlagt kravet om offentlig kontrol på et grænsekontrolsted fremgår af forordning 2021/632. Listen i denne forordning er opdelt efter toldkoder. Hvis din vare fremgår af denne liste, så skal sendingen til offentlig kontrol på et grænsekontrolsted inden, den må indføres til Danmark og EU.

De krav, som skal være opfyldt, for at varen kan passere den offentlige kontrol på et grænsekontrolsted og indføres til Danmark/EU, afhænger af

  • Varens kategori. Eksempelvis om der er tale om fersk kød, fiskevarer, kødprodukter, mælkeprodukter, honning mv.
  • Formålet med indførslen. Eksempelvis om der er tale om kommerciel indførsel, genindførsel, vareprøve mv.

Generelt kan betingelserne til indførsel findes i forordningen for offentlig kontrol (2017/625) og forordningen som fastsætter krav vedrørende indførsel til Unionen af sendinger af dyr bestemt til fødevareproduktion og visse varer til konsum (2022/2292). Herudover vil du skulle anvende en række andre følgeforordninger.

Følgende hovedregler er gældende:

Godkendt tredjeland. Lande uden for EU, som ønsker at eksporterer varer til EU, skal være godkendt af EU. EU har på den baggrund fastsat lister over godkendte tredjelande. Alt efter hvilken type vare du ønsker at indføre, skal du tjekke og evt. kombinere følgende lister, da der for nogle vare er både dyresundhedsmæssige og folkesundhedsmæssige krav.

  • Landelister, dyresundhedsmæssige krav. Landelister findes i forordning 2021/404
  • Landelister, folkesundhedsmæssige krav. Landelister findes i forordning 2021/405

Godkendt virksomhed. For de fleste varer af animalsk oprindelse er der krav om, at oprindelsesvirksomheden skal være godkendt og oplistet af EU. Listerne findes i TRACES.

Se liste over godkendte oprindelsesvirksomheder - listen er opdelt på land og varekategori.

Sundhedscertifikat. For langt de fleste varer er der krav om, at de ledsages af et sundhedscertifikat, som er udstedt af den kompetente myndighed i tredjelandet. Sundhedscertifikatet indeholder en fyldestgørende beskrivelse af sendingen, herunder afsender, modtager, oprindelsesland, oprindelsesvirksomhed, toldkode, mængde mm. Herudover skal sundhedscertifikatet indeholde de garantier, som er relevante, både for folkesundhed og for dyresundhed. EU har lavet certifikat modeller for de enkelte varekategorier

  • FOOD – certifikater som skal anvendes ved indførsel af sendinger af visse kategorier af dyr og varer til konsum, forordning 2020/2235
  • AQUA – certifikater som skal anvendes ved indførsel af sendinger af akvatiske dyr og visse animalske produkter af akvatiske dyr, forordning 2020/2236
  • TERRE – certifikater som skal anvendes ved indførsel af sendinger af visse kategorier af levende landdyr og avlsmateriale fra landdyr, forordning 2021/403
  • ABP - certifikater som skal anvendes ved indførsel af sendinger af animalske biprodukter, forordning 142/2011

IUU. Hvis der er tale om vildtfangne fisk eller fiskevarer af vildtfangne fisk, skal du være opmærksom på, at der er krav om IUU kontrol.

Læs mere om IUU kontrol

Har du en sending som indeholder varer, der er underlagt kravet om offentlig kontrol på et grænsekontrolsted, skal du forhåndsanmelde sendingens ankomst til det første indgangssted i EU. Du skal sikre dig at det grænsekontrolsted, som du ønsker at benytte, er godkendt til netop din type vare

Grænsekontrolsteder i Danmark 

Grænsekontrolsteder i andre EU lande (food.ec)

Lav forhåndsanmeldelse i TRACES

Læs mere om TRACES

Forhåndsanmeldelsen er det samme som del I i CHED (Common Health Entry Document). Forhåndsanmeldelsen skal være grænsekontrolstedet i hænde mindst én arbejdsdag før sendingen ankommer til EU.

Fødevarestyrelsens grænsekontrol kontrollerer om sendingen lever op til gældende regler, herunder om sendingen er ledsaget de korrekte dokumenter. Grænsekontrollen skal have det originale sundhedscertifikat, før kontrollen kan gennemføres.

Et originalt sundhedscertifikat er enten:

  • Original underskrevet papirversion.
  • Digitalt underskrevet certifikat i TRACES. Ikke alle tredjelande kan gøre dette.

Andre dokumenter som grænsekontrollen har brug for:

  • Fragtdokumenter
  • Faktura
  • Evt. ingrediensliste

Grænsekontrollen har ret til at udbede sig alle de dokumenter, som er nødvendige for at kontrollen kan gennemføres.

Grænsekontrollen gennemfører en dokumentkontrol, en identitetskontrol og en fysisk kontrol af sendingen. Den fysiske kontrol foretages som hovedregel stikprøvevis efter frekvenser, som er fastsat af EU.

Nogle sendinger udtages til prøveudtagning, det vil sige at der stikprøvevis udtages prøver til laboratorieanalyse. Dette kan være for f.eks. pesticider og smitteagens.

Hvis et tredjeland eller en tredjelandsvirksomhed har fået afvist sendinger, kan efterfølgende sendinger blive udpeget til skærpet kontrol. Dette betyder, at grænsekontrollen skal lave fysisk kontrol og udtage prøver. Sendingen vil være tilbageholdt på grænsekontrolstedet, indtil resultatet af analysen foreligger.

Grænsekontrollen dokumenterer sin kontrol i TRACES via del II i CHED, ligeledes vil grænsekontrollens afgørelse omkring sendingen også fremgå af CHED del II. For at sendingen kan frigives af Toldstyrelsen til fri omsætning, skal der foreligge et godkendt CHED.

Hvis sendingen ikke lever op til gældende regler, så vil grænsekontrollen afvise sendingen.

Offentlig kontrol på et grænsekontrolsted er gebyrbelagt.

Hvis Fødevarestyrelsens grænsekontrol konstaterer, at sendingen ikke lever op til gældende regler for indførsel til Unionen, så vil de tilbageholde og afvise sendingen. En afvist sending må ikke indføres i EU. Sendingen bliver herved til et animalsk biprodukt, kategori II.

Læs mere om animalske biprodukter

Alt efter årsagen til afvisningen beslutter grænsekontrollen, hvad der må ske med den afviste sending. Dette vil fremgå af den afgørelse, som du vil modtage. I afgørelsen vil der også være en klagevejledning.

Der kan ske et af følgende med en afvist sending. Som nævnt er det ikke sikkert, at grænsekontrollen kan give alle muligheder, det kommer helt an på afvisningsgrunden.

  • Destruktion. Sendingen skal destrueres som kategori II-materiale. Dette skal ske enten ved forbrænding eller medforbrænding på en godkendt forbrændingsanstalt eller ved tryksterilisering på godkendt anlæg
    Se liste over registrerede og godkendte driftsledere. Afviste sendinger kan ikke gå direkte til biogasanlæg.
  • Videresendelse uden for EU. Betingelserne som stilles vil afhænge af, om sendingen går retur til oprindelsestredjelandet eller om den sendes til et andet tredjeland. Betingelserne vil fremgå af afgørelsen.
  • Særlig behandling. Måske kan sendingen indføres til en særlig behandling. Det er grænsekontrollen, som beslutter om dette er muligt. Hvis det er muligt vil det samt betingelser fremgå af afgørelsen.

Reglerne, for hvad der skal ske med afviste sendinger, fremgår af forordningen for offentlig kontrol (2017/625).

Hvis du indfører varer, hvor der er krav til indførslen, er det dit ansvar, at varerne lever op til gældende krav og indføres i overensstemmelse hermed.

Før du kan påbegynde en indførsel, skal du registreres hos Fødevarestyrelsen. Du skal sørge for, at du bliver registreret, inden du starter med at indføre. Registreringskravet gælder også, når det er dig som iværksætter indførslen, også selvom du ikke modtager varerne. Registreringskravet gælder også selvom varerne ikke kommer til Danmark, men indføres til et andet sted i samhandelsområdet.

Registrer dig hos Fødevarestyrelsen 

Jeg indfører fødevarer - udfyld anmeldelsesblanketten (virk.dk)

Jeg indfører animalske biprodukter, avlsmateriale og/eller levende dyr - udfyld blanketten og indsend til Fødevarestyrelsen (pdf)

Læs mere om egenkontrol

Storbritannien trådte ud af EU den 1. januar 2021.

Storbritannien betragtes i dag som et tredjeland, og hvis man indfører varer fra Storbritannien, skal varerne leve op til de samme regler, som hvis du indførte fra et hvilket som helst andet tredjeland.

I forbindelse med BREXIT er der lavet en Q&A om grænsekontrollen i Esbjerg

Læs Q&A om grænsekontrollen i Esbjerg (pdf)

 Særligt for Storbritannien er at der ofte føres varer i transit over land mellem Irland eller Nordirland (EU) og Danmark eller andre medlemsstater (EU). Denne transport er benævnt 'Landbridge'. Vær opmærksom på at disse sendinger skal forhåndsanmeldes på CHED del I via TRACES (se evt. ovenfor) og til kontrol i Danmark. Storbritannien stiller også krav til sendingerne.

Du kan læse mere om 'Landbridge' på siden om Tredjelandslister og særlig information, Storbritannien)

Vær opmærksom på følgende når du indfører animalske fødevarer fra tredjelande

Varerne skal komme fra godkendt oplistet tredjeland

Find godkendte oplistede tredjelande i forordning 2021/405 (EUR-Lex)

Varerne skal komme fra godkendt oplistet virksomhed

Find oplistede virksomheder i TRACES

Varerne skal ledsages af korrekt sundhedscertifikat

Importør er ansvarlig

Det er dig som importør som er ansvarlig for at den sending som du indfører overholder gældende regler.

Husk du skal registreres som importør