Fødevarestyrelsen indfører ikke eksportrestriktioner ved udbrud af dyresygdomme pro-aktivt.
Det vil sige, at Fødevarestyrelsen kun indfører eksportrestriktioner
1) hvis Fødevarestyrelsen modtager eller gøres opmærksom på restriktioner, der kommunikeres fra tredjelandet i forbindelse med udbrud af dyresygdom eller
2) hvis der i den aftalte tekst i certifikatet allerede er taget forbehold for eksport fra Danmark ved udbrud af den pågældende dyresygdom.
Som udgangspunkt administrerer Fødevarestyrelsen eksportrestriktioner på de 3 niveauer, der følger den officielle administrative forvaltning i Danmark: Land, Regioner (5), Kommuner (98)
Fødevarestyrelsen vil altid i dialogen med tredjelande forsøge at henvise til overholdelse af EU-lovgivningen og de foranstaltninger, der implementeres jf. denne, i forbindelse med udbrud af en dyresygdom, som sikkerhed for tredjelandet ved eksport fra Danmark.
Hvis ikke tredjelandet kan acceptere dette, vil eksportrestriktionerne foreslås indført på kommuneniveau. Det vil sige, at der indføres eksportrestriktioner for de kommuner, som er omfattet af den eller de zoner, der implementeres jf. EU-lovgivningen. Visse lande vil ikke acceptere regionalisering på kommuneniveau, og det kan derfor blive nødvendigt at eskalere eksportrestriktioner til regionsniveau.
Det er i sidste ende tredjelandet, der fastsætter omfanget af eksportrestriktionerne
Træffes der for enkelte lande aftaler om anden fortolkning, fx på baggrund af historik, beskrives dette i kommunikationen på certifikatsiden, fx "administrativt område skal for dette certifikat fortolkes således…."
Attestationer hvor Fødevarestyrelsen skal attestere for frihed for en given sygdom.
Fødevarestyrelsen attesterer altid for frihed i henhold til WOAHs normer, med mindre der eksplicit er skrevet andet i certifikatet.
Det vil sige, at når der i certifikatet skal attesteres for en besætning/område/zone/land er fri, skal det lægges til grund for vurderingen, at der menes "fri i henhold til WOAH – Terrestial/Aquatic Animal Health Code" (/"fri i henhold til OIE – Terrestial/Aquatic Animal Health Code").
Ved udbrud af dyresygdomme er det vigtigt, at du løbende tjekker certifikatsiden for det certifikat, du ønsker at anvende for konkret information og vejledninger.