Industrielt fremstillede transfedtsyrer findes i margarine og fedtstoffer, der bruges i bagværk og snacks og til fremstilling af fastfood. Før i tiden kunne indholdet af transfedtsyrer i disse produkter udgøre op til 60 % af det samlede fedtindhold. Med de danske regler blev indholdet af industrielle transfedtsyrer i forarbejdede fødevarer på det danske marked reduceret betydeligt. Indholdet af transfedtsyrer vurderes nu at være uden negativ betydning for sundheden.
Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet har i 2002-03, 2004-05, 2006-07 og 2009-10 gennemført en række laboratorieprojekter for at monitorere udviklingen i indholdet af transfedtsyrer i fødevarer på det danske marked. Projekterne har vist, at indholdet af transfedtsyrer i forarbejdede fødevarer på det danske marked er faldet markant, siden de danske regler trådte i kraft.
I 2003 havde 26% af de undersøgte fødevarer et for højt indhold af transfedtsyrer. I 2005, 2007, 2010 og 2013 blev konstateret, at henholdsvis 11 %, 9 %, 7 % og 6 % af de undersøgte fødevarer ikke overholdt reglerne. Projekterne viser desuden, at det transfedtsyreholdige fedt primært er blevet udskiftet med mættet fedt i form af kokosfedt eller palmefedt. Der er også tilfælde, hvor fedtsyresammensætningen er blevet markant forbedret. Eksempelvis er transfedtsyreholdig fedt blevet erstattet med monoumættet fedt ved fremstilling af fastfood.
Nu hvor begrænsningen for transfedtsyrer i fødevarer også er gældende for resten af EU, er forventningen, at indholdet inden for hele EU vil falde markant.