Matrine og oxymatrine er kategoriseret som pesticider uanset oprindelse. Dette har EU Kommissionen præciseret ved møder i EU Kommissionens arbejdsgruppe for pesticidrester.
Matrine og oxymatrine er pesticider, som ikke er godkendt til anvendelse i EU, og maksimalgrænseværdien for stofferne er sat på den generelle kvantifikationsgrænse (0,01 mg/kg). Denne grænse gælder for afgrøder nævnt i forordning (EU) 2018/62 (afgrødebilaget til forordning (EU) 396/2005), herunder lakridsrødder. Det er muligt at se status for stofferne matrine og oxymatrine i EU's database for aktive stoffer, hvor maksimalgrænseværdien også fremgår.
EU’s databaser for aktivstoffer
Grænseværdi og forarbejdningsfaktor
Råvarer må kun sælges eller forarbejdes, hvis de overholder maksimalgrænseværdierne for pesticidrester. Dette fremgår af artikel 18 og artikel 19 i forordning (EU) 396/2005. Hvis en råvare er forarbejdet skal maksimalgrænseværdien for det forarbejdede produkt korrigeres med en forarbejdningsfaktor. Forarbejdningsfaktoren for fremstilling af rålakridspulver er af erhvervet oplyst til 5. Det betyder, at rålakridspulver skal overholde en maksimalgrænseværdi på 0,05 mg/kg. Når denne maksimalgrænseværdi er overholdt må rålakridspulveret anvendes til fremstilling af færdigvarer. Hvis en virksomhed har kendskab til en forarbejdningsfaktor, som afviger fra 5, vil maksimalgrænseværdien blive korrigeret i forhold til dette.
Risikovurdering af matrine og oxymatrine
DTU Fødevareinstituttet har, i samarbejde med BfR (Tysklands Institut for Risikovurdering), udarbejdet en risikovurdering for stofferne. Risikovurderingen konkluderer, at med den tilgængelige viden kan et genotoksisk potentiale ikke afvises, og dermed kan en risiko for forbrugeren ikke udelukkes. Indhold af matrine eller oxymatrine i rålakrids og færdigvaren over maksimalgrænseværdien kan derfor resultere i en tilbagekaldelse af færdigvaren fra forbrugeren.
Sørg for at have styr på din leverandør
Er du en virksomhed, der fremstiller færdigvarer ud fra rålakrids, skal du tage stilling til risikoen for pesticider i dit egenkontrolprogram. Det kan du f.eks. gøre ved at stille krav til dine leverandører af råvarer (eksempelvis rålakrids). Det kan være krav om analyser for relevante stoffer, herunder matrine og oxymatrine, leverandørerklæringer eller andre tiltag, der kan bidrage til at sikre, at råvarerne ikke indeholder problematiske rester af pesticider.