Regler om euforiserende stoffer
Produkter med indhold af THC på mere end 0,2 % hører under lovgivningen for euforiserende stoffer. Hampeprodukter, som ikke er under denne lovgivning, kan i visse tilfælde markedsføres som fødevarer.
Vær desuden opmærksom på, om produktet er kosmetik eller et lægemiddel og ikke en fødevare. Se faktaboksen 'Hamp i lægemidler og kosmetik'.
Novel food-reglerne
Før du vil markedsføre produkter fra hampeplanten som en fødevare, skal du undersøge, om produktet er novel food. En novel food skal godkendes, før den må markedsføres i EU.
Hampefrø og te af hampeblade er ikke novel food. Andre produkter fra hampeplanten, der skal markedsføres som fødevare (herunder kosttilskud), er novel food.
Læs mere om hamp og CBD i relation til novel food-reglerne
Grænseværdier for THC i produkter fra hampefrø og te af hampeblade
THC er akut toksisk med bl.a. døsighed og effekter på hjernens udvikling – særligt hos fostre, men også hos voksne. Derfor er der fastsat grænseværdier for THC i fødevarer, der ikke er novel food.
Fødevarestyrelsen har fastsat vejledende grænseværdier for THC i te af hampeblade. Grænseværdier i drikkeklar te er 0,25 mg/L for THC (dvs. Δ9-THC og Δ8-THC) og 0,5 mg/L for total THC (dvs. Δ9-THC, Δ8-THC og THC-syre).
EU-Kommissionen har fastsat grænseværdier for indhold af THC i hampefrø, produkter afledt af hampefrø, eksempelvis mel og proteinpulver, og hampefrøolie.
Find EU's grænseværdier for tetrahydrocannabinol (THC) i hampefrø og produkt heraf
Find EU's henstilling om overvågning af forekomsten af Δ9-tetrahydrocannabinol