Arealer, som måske er forurenet med PFAS
Ejere af arealer til afgræsning kan ved mistanke om en forurening undersøge græs eller vand fra arealet for indhold af PFAS. Alternativt er en blodprøve fra græssende dyr en god indikator for, hvor meget PFAS, dyrene har været eksponeret for, og om kød fra dyrene ved slagtning vil kunne overholde EU-grænseværdierne for PFAS i kød. Dette giver dog kun mening, hvis dine dyr nyligt har græsset på arealet. Du har pligt til at handle på en mistanke og kan blandt andet flytte dine dyr fra arealet, trække dine varer (foder og fødevarer) tilbage fra markedet og straks underrette Fødevarestyrelsen om din mistanke.
I det tilfælde, at der er taget prøver af græs eller vand fra et areal, som viser en overskridelse af de af Fødevarestyrelsen fastsatte indikatorværdier for PFAS i græs eller vand, så vil Fødevarestyrelsen i udgangspunktet anse græsarealet for at have en PFAS-forurening, som kan udgøre en risiko for fødevaresikkerheden. Et areal vurderes ligeledes forurenet med PFAS, såfremt dyr, som har afgræsset arealet, har vist sig at have forhøjede niveauer af PFAS i enten deres blod eller kød.
Der kan være forskellige årsager til, at du skal betragte et areal som forurenet med PFAS i en grad, så dyr ikke må græsse på det. En mistanke kan bl.a. komme af, at arealet er beliggende direkte op ad et tilsvarende areal, som er konstateret PFAS-forurenet i sådan grad, at det udgør en risiko for fødevaresikkerheden. Det er dog ikke tilstrækkeligt, at arealet ligger direkte op til et forurenet naboareal. Arealet skal desuden være underlagt de samme forhold som naboarealet, for eksempel i forhold til nærhed til mulige forureningskilder.
Det er lodsejeren eller den landmand, der driver arealet, der definerer det forurenede areal. Det betyder, at fordi lodsejeren eller landmanden kender de konkrete forhold, herunder topografi, nærhed til potentielle forureningskilder mv., så er det landmanden eller lodsejeren, der kan vurdere, hvilke dele af et areal, som en konkret prøve af græs eller vand repræsenterer. Hvis en prøve kun repræsenterer en del af et areal, kan dette areal frahegnes, og det resterende areal kan anvendes til afgræsning med fødevareproducerende dyr.
Særligt om høslæt fra PFAS-forurenede arealer
Afgræsning med fødevareproducerende dyr
Fødevareproducerende dyr defineres i EU-lovgivningen som, "alle dyr, der fodres, opdrættes eller holdes med henblik på produktion af fødevarer til konsum, herunder dyr, der ikke anvendes til konsum, men som tilhører arter, der normalt anvendes til konsum i Fællesskabet".
Det vil sige, at de dyr, som typisk anvendes til afgræsning af arealer, såsom kvæg, får og heste, er fødevareproducerende dyr, uanset om hovedformålet med den konkrete besætning er naturpleje. Af de fødevareproducerende dyr er det kun heste, der, i henhold til en undtagelse vedr. medicinering i EU-lovgivningen, uigenkaldeligt kan udelukkes fra konsum, når de medicineres. Herved kan de betragtes som et ikke-fødevareproducerende dyr på enkeltdyrsniveau.
Heste og geder må gerne afgræsse arealer, som er forurenet med PFAS, da kød fra disse dyr kun udgør en meget lille del af kosten. Det gælder for eksempel de af Naturstyrelsens arealer, som er konstateret forurenet med PFAS.
Får kan afgræsse nogle arealer, som kvæg ikke kan afgræsse, fordi indikatorværdierne for foder og vand til får er højere end de tilsvarende værdier for kvæg. EU-grænseværdierne for PFAS i kød fra får er højere end for kød fra kvæg, og får optager ikke lige så meget PFAS fra græs og vand som kvæg.
Afgiftning af dyr forurenet med PFAS
Dyr som er forurenet med PFAS kan flyttes til et område, som ikke er forurenet med PFAS, hvorefter PFAS langsomt vil udskilles. For kvæg er halveringstiden for PFAS i kødet på ca. 100 dage. Det betyder, at et indhold på f.eks. 10 mikrogram/kg efter ca. 3-4 måneder vil være reduceret til omkring 5 mikrogram/kg under forudsætning af, at dyrets indtag af PFAS er ophørt.
Dyr under offentligt tilsyn (OT)
Dyr, som har afgræsset et område, der er konstateret forurenet med PFAS i niveauer over Fødevarestyrelsens indikatorværdier for græs eller vand, sættes under OT (offentligt tilsyn). Dyr, som er sammenlignelige og har gået under ens forhold (fx samme dyreart og afgræsning af samme areal i samme periode) vil vurderes at have samme risiko for PFAS-indhold.
PFAS overføres gennem moderkagen til kalven. En nyfødt kalv vil derfor indeholde PFAS og skal også under OT, hvis moderen er under OT.
Der er ingen risiko for smitte med PFAS, så dyrene kan godt flyttes. Hvis dyrene sælges, skal Fødevarestyrelsen orienteres, så den nye ejer kan få et OT-brev om, at dyrene er under offentligt tilsyn.
Hvis dyrene kan gå på et ikke-forurenet areal i en periode, så vil indholdet af PFAS over tid falde til et niveau, der betyder, at de kan slagtes uden restriktioner. Det skal dog dokumenteres ved en ny blodprøve, at indholdet af PFAS ikke overskrider indikatorværdien.
Hvis et dyr er slagtet, kort inden besætningen er kommet under offentligt tilsyn, vil det være godt med en kødprøve til analyse for PFAS. Skriv til Fødevarestyrelsen, Kemi og Fødevarekvalitet, 29@fvst.dk.
OT kan ophæves, når blodprøver indikerer, at indholdet i kød vil kunne overholde EU-grænseværdierne for PFAS i kød. OT kan også ophæves, når analyser af kød, viser indhold under EU-grænseværdierne.
Dyr, som er mistænkt for at være forurenede med PFAS i et omfang, så deres kød ikke kan overholde EU-grænseværdierne skal under offentligt tilsyn. Dette betyder, at de kun kan slagtes med en passerseddel fra Fødevarestyrelsen. Passersedlen sikrer, at der tages en kødprøve til analyse for PFAS for at kontrollere, om indholdet i kødet overholder EU-grænseværdierne. Kødet kan først omsættes, når der foreligger et svar på analysen. Alternativt kan blodprøver fra en stikprøve af de mistænkt forurenede dyr vise, om dyrene kan slagtes, og kødet fra dem omsættes. Hvis OT er ophævet på baggrund af en blodprøve, så er besætningen ikke længere under mistanke og kan gå til slagtning.