Fødevareforordningen fastslår, at den enkelte virksomhedsleder (producent) er ansvarlig for det foder og den fødevare, som virksomheden producerer, håndterer og distribuerer. 

Det er derfor producentens ansvar at foretage en vurdering af risici ved at anvende det kon­krete areal til dyrkning af foder (herunder græs til afgræsning) og fødevarer.

Risikovurderingen skal blandt andet forholde sig til typen af forurening, valget af afgrøde og arten af dyr, der får foderet eller afgræsser arealet. Den skal også forholde sig til muligheden for at kontrollere, at afgrøden og den producerede fødevare overholder den gældende lovgivning og ikke er til fare for menneskers og dyrs sundhed eller miljøet.

Fødevarestyrelsen kan bede producenten om at redegøre for/dokumentere, at det er fødevaresikkerhedsmæssigt forsvarligt at anvende arealet til produktion af foder eller fødevarer.

Hvis en producent af foder eller fødevarer har grund til at antage, at den producerede vare ikke overholder reglerne, så skal denne reagere. Producenten skal blandt andet trække sine varer tilbage fra markedet.

Det samme gælder en dyreejer, som antager eller har grund til at antage, at det foder, som denne giver til sine dyr, ikke overholder reglerne. Dyrejeren skal blandt andet flytte sine dyr fra foderet og trække sine varer (foder og fødevarer) tilbage fra marked.

En producent må altså ikke sælge foder eller andre afgrøder, hvis denne har eller bør have mistanke om, at jorden er forurenet, så foder og andre afgrøder dermed sandsynligvis også er forurenet. En producent må heller ikke sælge kød eller mælk, hvis denne har eller bør have mistanke om, at foderet kan være forurenet, og fødevaren dermed sandsynligvis også er forurenet.

Risikoen for et sundhedsskadeligt indtag af farlige stoffer afhænger oftest af indtag over længere tid. Hvis man indtager store mængder af kød fra dyr fra samme areal, kan dette give en stor eksponering til en eventuel kemisk forurening. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvis et laug eller en forening ejer dyrene, og kødet dermed fordeles til en begrænset forbrugergruppe.

Mange kemiske forureninger opkoncentreres i dyrs lever og nyrer. En foranstaltning kan derfor være at kassere lever og nyrer ved slagtning. Fluorerede stoffer (PFAS) ophobes dog både i kød og indmad.​ Visse stoffer ophobes primært i animalsk fedt, dette gælder f.eks. dioxin. Grænseværdierne for kemiske stoffer i fødevarerne gælder kun ved markedsføring af fødevarerne.

Fødevarestyrelsen undersøger både foder og fødevarer for en række kemiske forureninger. Fødevarestyrelsen kan forbyde anvendelse af de høstede afgrøder eller det producerede kød, hvis det ikke overholder gældende lovgivning. Denne kontrol foregår normalt som stikprøve.