Der skal forelægge dokumentation, for at laksene overholder vægtgrænserne. Vægten på østersølaks tjekkes jf. bekendtgørelse nr. 1487 af 05/12/2016 om risikostyringsforanstaltninger ved markedsføring af visse fiskearter med oprindelse i Østersøregionen
- Laks større end 2 kg kan markedsføres, hvis der foreligger analyser af hvert parti, der viser, at det overholder grænseværdierne for dioxin og PCB.
- Laks mellem 2,0 og 5,5 kg kan markedsføres hvis de trimmes, dog op til 7,9 kg hvis den ventrale del (buen) også fjernes.
Bliver laksen trimmet for fedt? Se vejledning i Branchekode for Danmarks Fiskehandlere.
Hvis fiskevirksomheden modtager store laks fra Østersøen større end 5,5 kg (renset vægt) fra andre EU-lande, skal der foreligge medfølgende dokumentation for, at laksen overholder EU-grænseværdierne. Det skal sikres, at prøvetagningen bag dokumentationen er repræsentativ og dækker de store laks. Uanset hvor laksen er fanget, må den kun omsættes på det europæiske marked, hvis den overholder EU- grænseværdierne.
Sverige, Finland og Letland har dispensation fra EU-reglerne, hvilket betyder, at de må sælge store østersølaks m.fl. på deres eget marked, selvom de ikke overholder grænseværdierne for dioxin og PCB. Disse fisk må ikke sælges til andre EU-lande, hvis der ikke er dokumentation for at de overholder grænseværdierne.
Hvis fiskevirksomheden håndterer østersølaks der ikke overholder grænseværdierne, skal det fremgå tydeligt, at laksene er til eksport (til tredje lande), hvilket er lovligt jf. kommende bekendtgørelsens.
Eksport til et tredje land forudsætter, at der ligger en accept fra modtagerlandets myndigheder om, at de har accepteret at modtage store østersølaks med et muligt indhold af dioxin over EU-grænseværdierne.