Stoffer, der bruges som f.eks. blødgørere, stabilisatorer, farvestoffer, fyldstoffer og opløsningsmidler, kaldes additiver.

Nogle eksempler er:

• ftalater, der kan anvendes som blødgørere i plast
• phenoler, der kan anvendes som antioxidanter i plast
• antimontrioxid, der kan anvendes som et brandhæmmende middel

Anvendelsen af visse additiver - farvestoffer, opløsningsmidler og polymerisationshjælpestoffer - er ikke omfattet af plastreglerne. For disse additiver gælder de generelle krav til FKM i forordning 1935/2004. 

Fyldstoffer

Produkter, der er fremstillet af polymerer og tilsat findelte naturmaterialer som fyldstof betragtes som plast. Det kan eksempelvis være melaminplast tilsat bambusfibre. Produktet betegnes som plast, så længe det er plasten, der udgør den strukturelle hovedbestanddel af materialet, altså er den del der holder materialet sammen. Andelen af fyldstof i produktet betyder ikke noget for kategoriseringen.

Det er kun tilladt at fremstille fødevarekontaktmaterialer af plast med fyldstoffer, som er optaget på positivlisten i forordning 10/2011. P.t. er træ optaget som fyldstof på positivlisten. Men da den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, har vurderet, at anvendelse af træ og andre plantematerialer som additiver i fødevarekontaktmaterialer af plast kræver særskilte og enkeltvise vurderinger, så forventes EU-​Kommissionen at slette træ fra listen over tilladte fyldstoffer til fødevarekontaktmaterialer af plast. Det er også slået fast nu, at bambus ikke falder under indgangen 'træ' på positivlisten, da bambus er en græs og ikke træ. Fødevarekontaktmaterialer af plast tilsat bambus er derfor ikke lovlige.

Faktaark om bambus​ i fødevarek​ontaktmaterialer af plast

EU-Kommissionens note om pl​ast med indhold af bambus

EFSA's vurdering af træ og andre plantematerialer som additiver i fødevarekontaktmaterialer af plast

Bakteriehæmmende stoffer – biocider – bruges i mindre udstrækning for at få en desinficerende virkning på plastoverflader (fx på skærebrætter).

Anvendelsen af additiver, der udelukkende fungerer som overfladebiocider og er bestemte til at forblive i det færdige plastmat​eriale eller den ​færdige plastgenstand, er specifikt reguleret i Danmark. Det er kun de biocider, der er listet på en positivliste, der må anvendes, og kun når de anførte restriktioner overholdes.

De biocider, der er tilladte ifølge de danske regler,​ findes i bekendtgørelse 1248/2018 om fødevarekontaktmaterialer, og de er alle vurderet af den Europæiske Fødevaresikkerheds-​autoritet, EFSA. Når EU's forordning 528/2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter er fuldt ud implementeret, så vil den afløse de danske regler.

Plast er i forordning 10/2011 defineret som en polymer, der kan være tilsat additiver eller andre stoffer, og som kan fung​​​​e​​​re som en strukturel ​hovedbestanddel i færdige materialer og genstande. En polymer er ethvert makromolekylært stof fremstillet ved

• en polymerisationsproces såsom polyaddition, polykondensation eller ved enhver anden lignende proces med monomerer og andre udgangsstoffer eller
• kemisk modifikation af naturlige eller syntetiske makromolykyler eller
• mikrobiel fermentering.

Plastforordningen finder anvendelse på plastmaterialer, flerlagsplastmaterialer og plasten i flerlagsmultimaterialer.

Plastflerlagsmaterialer kan være klæbet sammen eller være sammensat på en hvilken som helst anden måde, men alle lag skal bestå af plast.

Sammensætningen af plasten i et flerlagsmultimateriale, for eksempel et plast- og papirmateriale eller metalfolie overtrukket med plast, er omfattet af forordningens krav, men skal ikke overholde specifikke restriktioner på indhold i eller afsmitning fra plasten til fødevarer. Grænseværdierne for migration i plastforordningen kan dog anvendes som rettesnor til at sikre, at de generelle bestemmelser i forordning 1935/2004 er overholdt.

Bemærk, at et polymerlag i nogle tilfælde kan falde under reglerne for plast og i andre tilfælde være at betragte som et overfladebehandlingsmiddel, som skal overholde rammeforordningen.

Visse stoffer, der bliver anvendt i FKM af plast, er stoffer, der også benyttes som tilsætnings- eller aromastoffer i fødevarer. Stofferne er dermed omfattet af flere forskellige lovgivninger, hvor reguleringsprincipperne kan være forskellige. Disse stoffer hedder dual-use additiver.

Dual use additiver må ikke afgives i mængder

• der kan have en teknologisk effekt i maden. Hvis stoffet er tilsat plasten for, at det skal have en teknologisk effekt i maden, så er der tale om en aktiv eller intelligent emballage, der skal opfylde kravene i forordning 450/2009 om aktive og intelligente FKM.
• der overstiger den laveste grænse for indhold i fødevaren i reglerne for plast-, tilsætnings- og aromastoffer. For eksempel må antioxidanten butylhydroxyanisol (BHA) ikke afgives fra plast i mængder der overstiger grænseværdien for migration fra plast på 30 mg/kg fødevare, og dette bidrag skal medregnes, hvis plasten anvendes til kontakt med fødevarer, der kan indeholde BHA anvendt som tilsætningsstof.
• over migrationsgrænseværdien for plast til fødevarer, hvor stofferne ikke er tilladte som tilsætnings- eller aromastof.

Eksempler på dual use additiver er visse tinforbindelser, sulfitter, og antioxidanterne BHA, BHT og gallater. I EU Kommissionens vejledning til forordning 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer er der en ikke-udtømmende liste over dual use additiver på siderne 23-27.

EU Kommissionens vejledning til forordning 10/2011

Producenter og importører af plast skal i overensstemmelseserklæringen for materialet angive et evt. indhold af dual use additiver, og på forlangende mængden der afgives til fødevaren. Dette skal ske, så en producent af fødevarer kan tage højde for et evt. bidrag fra emballagen.

Flerlagsmaterialer af plast​​​

For plast, hvor alle lagene er plast, skal hele materialet overholde de bestemmelser, der er nævnt under afsnit 5 i plastforordningen (10/2011). Dvs. hvis der er en grænse for indhold i materialet, så gælder den for hele materialet. Ligesom den samlede migrationsgrænse og eventuelle specifikke migrationsgrænser for afsmitning til fødevarer skal overholdes.

Flerlagsmultimaterialer

Flerlagsmultimaterialer til fødevarer består eksempelvis af forskellige kombinationer af plast-, papir- og metallag. Plastlag der indgår i sådanne materialer skal leve op til kravene til sammensætning af plast, men ikke kravene til migration. Andre materialelag end plast skal vurderes i henhold til de generelle krav til FKM i forordning 1935/2004. Det vil sige, at evt. migration fra det samlede multimateriale skal overholde artikel 3. 

Funktionel barriere i flerlagsmaterialer til fødevarer

Flerlagsmaterialer kan sammensættes, så et materiale fungerer som en barriere mod et andet materiale, hvorfra der ellers kan overføres stoffer til maden. Dette kaldes en “funktionel barriere”. Denne skal stoppe migration fra de lag, der ligger uden for barrieren. En funktionel barriere vil dermed mindske migrationen af stoffer fra eksempelvis trykfarven på ydersiden af emballagen og ind i fødevaren.
 
Når en virksomhed anvender en funktionel barriere i et flerlagsmateriale, skal virksomheden have dokumentation for effekten af barrieren.

Der er ikke de samme krav til sammensætning af plastlag, der ligger uden for en funktionel barriere, som der er til plastlag, der er i direkte kontakt med fødevaren.

Ftalater kan tilsættes som blødgørere i plast af typen PVC (polyvinylchlorid).

Fødevarestyrelsen og DTU har udarbejdet en oversigt over grænseværdier for ftalater i fødevarekontaktmaterialer og forståelsen af dem. Oversigten er drøftet med de øvrige EU-lande, således at der er enighed om, hvordan reglerne skal forstås.

Inden for miljøområdet er der fastsat et identifikationssystem for forskellige emballagetyper. Det er et frivilligt system, men på mange emballager, f.eks. på plastflasker ses ofte en sådan kode. Koden har ikke betydning for anvendelsen til kontakt med fødevarer, men for affaldssortering.

Identifikationssystem for forskellige emballagetyper

Visse polymere materialer er ikke omfattet af kravene i forordning 10/2011 om plastmaterialer og -genstande bestemt til kontakt med fødevarer. Det drejer sig om ionbytterharpikser, gummi, silikone, tryksværte, klæbe- og overfladebehandlingsmidler. Disse materialer er omfattet af de generelle regler i forordning 1935/2004 om materialer og genstande bestemt til kontakt med fødevarer.

Termoplastiske elastomerer er omfattet af forordning 10/2011.