Du kan vælge at bruge laboratorieundersøgelser til at vise enten, at listeria ikke vokser til farlige niveauer i hele holdbarhedsperioden, eller at fødevaren er stabiliseret mod vækst af listeria.
Læs mere om indplacering i fødevarekategorier under punkt 3 "Find reglerne for listeria i fødevaren"
Mange virksomheder bruger laboratorier til at vurdere muligheden for vækst af listeria i en fødevare. Et laboratorium kan undersøge, om vækstmulighederne for listeria er styret eller stabiliseret i en bestemt fødevare og om grænseværdien på 100 cfu/g er overholdt, når holdbarheden udløber.
Laboratoriet kan undersøge, om væksten af listeria er styret eller stabiliseret ved enten:
- en holdbarhedsprøvning (durability test) eller
- en belastningsundersøgelse (challenge test)
Holdbarhedsprøvning (durability test)
Holdbarhedsprøvning kan bruges til at undersøge, om listeria har mulighed for at vokse i en fødevare, som er naturligt forurenet med listeria. Dvs. hvor listeria er tilstede i fødevaren ved starten af undersøgelsen.
Holdbarhedsprøvning er mere realistisk end belastningsundersøgelser, men kan kun bruges, hvis man tit finder listeria i sin fødevare (typisk mere end 10% forurenet).
Ved holdbarhedsprøvning tester man indholdet af listeria lige efter produktionen og herefter løbende, indtil holdbarheden udløber. Man undersøger forskellige partier af den samme type af fødevarer for at få det bedste billede af vækstmulighederne. Jo flere prøver, der undersøges, jo mere sikker bliver holdbarhedsprøvningen.
Holdbarhedsprøvning skal ikke forveksles med holdbarhedsundersøgelser. Holdbarhedsundersøgelser kaldes i daglig tale holdbarhedsprøver, og derfor er de nemme at forveksle. Holdbarhedsundersøgelser er de produktprøver, som virksomheden jævnligt udtager for at undersøge indholdet af i en fødevare ved udløb af holdbarhed. Resultaterne bruges i virksomhedens egenkontrol for listeria.
Læs mere om holdbarhedsundersøgelser under punkt 5 "Find ud af, om virksomheden skal tage prøver og lav en prøveplan" under fanen "Produktprøver for listeria".
Belastningsundersøgelser (challenge test)
Belastningsundersøgelser bruges både til at undersøge, om listeria har mulighed for at vokse i en fødevare, og til at undersøge, om listeria kan vokse til over 100 cfu/g i holdbarhedsperioden. Modsat holdbarhedsprøvning bliver en fødevare ved en belastningsundersøgelse kunstigt forurenet (belastet) med listeria i laboratoriet. Der vil derfor ske hurtigere vækst, end hvis fødevaren var naturligt forurenet. Hvis belastningsundersøgelsen viser, at listeria ikke vokser på trods af den kunstige forurening, kan man med sikkerhed sige, at fødevaren er stabiliseret mod vækst.
Læs mere om holdbarhedsprøvning og belastningsundersøgelser her:
Vejledning om holdbarhedsvurdering af fødevarer for L. monocytogenes nr. 9066 af 21. februar 2013
EU Arbejdsdokument om holdbarhedsundersøgelsen af spiseklare fødevarer for Listeria monocytogenes
EURL Technical Guidance document on conducting shelf-life studies on listeria