PFAS (fluorstoffer)

Vores mad kan indeholde det skadelige stof PFAS. Hvis du spiser varieret, er der dog ingen grund til bekymring. Læs om PFAS i mad, dyrefoder og i dyr som høns og kvæg.

PFAS findes i mad og emballage

PFAS (fluorstoffer) er kemiske stoffer, der kan findes i mad, mademballage og køkkenudstyr. PFAS bruges også i mange andre produkter pga. brandhæmmende, vand-, fedt- og smudsafvisende egenskaber. Eksempelvis i maling, elektronik, kosmetik, tæpper, imprægnerings- og klæbemidler.

PFAS kan være skadeligt for mennesker, da det kan:

  • skade immunforsvaret (fx reducere virkningen af vaccination hos børn).
  • forøge kolesterolniveauet i blodet.
  • skade leveren.
  • reducere fødselsvægt.

Derudover mistænkes fluorstoffer for at være hormonforstyrrende og kræftfremkaldende.

Spis varieret for at undgå for meget PFAS

Fødevarestyrelsens vigtigste kostråd er, at du bør spise varieret. Ofte kommer fødevarerne i butikkerne fra mange forskellige gårde. På den måde får du som forbruger et bredt udvalg af fødevarer.

Du bør ikke have et højt indtag af PFAS igennem længere tid. Det er ikke det enkelte måltid, der betyder noget, men indtaget over tid.

Det acceptable ugentlige indtag er 4 nanogram/kg kropsvægt/uge. Kilde: Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA).

Sådan ophober og udskiller PFAS sig i mennesker og dyr

PFAS udskilles i forskelligt tempo hos mennesker og dyr. I menneskekroppen kan der gå op til 3-7 år, før indholdet af PFAS er halveret. 

PFAS binder sig til proteiner og ophober sig i kød og æg, men udskiller sig langt hurtigere hos høns (4-7 dage) og kvæg (få måneder afhængig af niveauet). Det findes ikke i f.eks. fiskeolie eller i fedtvæv hos andre dyr.

Vi kender ikke den fulde årsag til, at der er forskel i udskillelseshastighed mellem f.eks. mennesker, kvæg, høns og fisk.

Fødevarestyrelsen undersøger lokale fødevarer

Hvis miljøanalyser viser PFAS-forurening i områder med fødevareproduktion, håndterer Fødevarestyrelsen risikoen. Ved forhøjede PFAS-niveauer forbyder Fødevarestyrelsen salg af fødevarer og foder fra området.

Materialer, der kommer i kontakt med fødevarer, skal have dokumentation for, at de ikke af​smitter stoffer i sundhedsskadelige mængder til maden. Det er eksempelvis muffinforme, fastfood-emballage, mad- og bagepapir.

I Danmark har det siden juli 2020 været forbudt at markedsføre pap og papir med PFAS i til kontakt med fødevarer.​​​​

Sankning af svampe og bær i forurenede områder

Det er aldrig en god idé at høste afgrøder fra forurenede områder eller områder, der mistænkes for a​t være forurenede. I tilfælde hvor Fødevarestyrelsen har konstateret et sundhedsmæssigt problematisk indhold i lokale fødevarer, vil Fødevarestyrelsen bede ejeren af området (fx kommunen) om at advare mod at indsamle bær.​

Fødevarestyrelsen fraråder at sanke svampe og bær i området omkring Harboøre Tange.

Optag i grønts​​ager fra jord og vand​

Planter kan optage PFAS med vand fra jorden. Vi har ikke megen viden om, hvordan forskellige grøntsager optager PFAS fra jord eller vandingsvand, men vi ved, at indholdet er størst i de dele af planten, der vokser, dvs. stængler, blade og rødder som fx gulerødder. Data viser også, at gulerødder kan optage mere PFAS end kartofler.

I gulerødder vil PFAS-indhold været spredt i hele roden, mens det i kartofler ser ud til mest at findes i skrællen. Hvis du har vandet dine afgrøder med forurenet vand, er det en god idé at kassere dem eller undersøge, om de har optaget PFAS fra vandet.

Undersøgelser af gulerødder og kartofler fra Lammefjorden har ikke vist indhold af PFAS.​​​​​

Høns udskiller PFAS på 4-7 dage. Æg indeholder meget protein, og derfor ophober PFAS sig i større grad i æg end kyllingekød.

PFAS kan findes i hønsefoder

Der kan være PFAS i fiskemel, der indgår i hønsefoder. På den måde kommer det fra hønen til ægget, hvor det binder sig til proteinet i æggeblommen. 

Fiskemel kan bruges til økologisk hønsefoder for at sikre hønsene god tilførsel af proteiner. Fiskemel bliver fremstillet ved en tørring, der opkoncentrerer PFAS.

Kylli​ngekød​

Fiskemel kan i små mængder bruges i produktionen af økologisk kyllingekød. Fødevarestyrelsen vurderer, at PFAS ophobes i væsentlig mindre omfang i kyllingekød end i æg, og at der ikke vil ophobes PFAS i kyllingekød i sundhedsskadelig mængder. 

Da fiskemel ikke bruges i produktionen af konventionelt kyllingekød, forventer Fødevarestyrelsen, at der stort set ikke vil være PFAS i denne type kød.

PFAS i økologiske æg - sag fra 2023

I vinteren 2023 blev der fundet PFAS i økologiske æg fra flere forskellige producenter. Undersøgelsen viste, at det forhøjede PFAS-indhold kom fra fiskemel, som blev tilsat foderet i små mængder for at sikre høns det nødvendige proteinindhold i foderet. Konventionelle høns får supplerende proteiner via syntetisk producerede aminosyrer.

I foråret 2023 faldt indholdet af PFAS i økologiske æg igen. Det skyldtes, at fiskemel ikke længere blev blandet i foderet.

Læs DTU's rapport om fund af PFAS i økologiske æg

Kvæg

Kvæg kan udskille PFAS på nogle måneder, afhængig af niveauet af PFAS. Forurenet kvæg kan afgiftes ved at græsse på en PFAS-fri mark. ​

PFAS overføres fra moderdyret til afkommet, så en kalv vil også indeholde PFAS, hvis den er født af en ko med for højt indhold af PFAS.

 

Grisekød​

Fiskemel kan kun bruges til smågrise og diegivende søer og kun i en begrænset periode. Fødevarestyrelsens tidligere analyser af grisekød viser generelt ikke indhold af PFAS over grænseværdierne.​

Opdrættede fisk

Prøver af opdrættede og vilde fisk viser lavt indhold af PFAS, selvom der ofte er fiskemel i foderet, som kan indeholde PFAS.

Der bruges i gennemsnit 15-25 % fiskemel i foder til fisk, som opdrættes i dambrug eller havbrug. 

 

Vildt​

Fødevarestyrelsen indhenter løbende viden om PFAS i vildt. Nogle prøver af vildt har indhold af PFAS, og andre prøver har ikke indhold. Hvorvidt vildt er forurenet med PFAS, afhænger af deres ophold i forurenede områder, og hvordan de søger føde. Vildt afgræsser typisk større arealer og søger vand flere steder. Derfor vurderer Fødevarestyrelsen, at risikoen for, at vildt ophober PFAS, typisk er mindre end for kvæg, der græsser på et afgrænset forurenet område. 

Ænder fra Harboøre Tange og Agger Tange kan have et meget højt indhold af PFAS. Fødevarestyrelsen fraråder derfor, at du spiser ænder fra disse områder.

Hvis du som jæger vil have vildt undersøgt for PFAS, kan du kontakte Fødevarestyrelsens  eller et andet kommercielt laboratorium. Laboratoriet kan fortælle dig om prisen på en undersøgelser, svartider og krav til udtagning, forsendelse og emballering. Du skal selv betale for analyserne.

Vildtfangede fisk​

Fødevarestyrelsens analyser af vildtfangede fisk viser generelt ikke høje indhold af PFAS, og Fødevarestyrelsen vurderer fortsat, at fisk er en sund fødevare. 

Enkelte områder i Danmark kan have et højere indhold af PFAS på grund af lokale kilder. Fødevarestyrelsen fraråder, at du spiser fisk fanget i Furesøen, Mølleåen, Korsør Nor 100 meter fra udløbet, Egåen ved Århus, Herningsholm Å og Faxe Å. Dette er med baggrund i analyser af PFAS i vandet og/eller i fiskene.​

Fødevarestyrelsen har derudover tidligere indført forbud mod afsætning af fisk fanget i Grindsted og Varde åer, forbud mod fiskeri ved Harboøre Tange og forbud mod hjemtagning af visse fisk fanget i Københavns Havn. Disse forbud er indført med baggrund i kendskab til lokal forurening med forskellige kemiske stoffer i områderne.

Korsørsagen

Kød fra kreaturer fra Korsør Kogræsser- og Naturplejeforening indeholdt i 2021 stoffet PFOS i store mængder. Kalvene havde græsset ved Korsør Brandskole. 

Forureningen stammer fra brandslukningsskum, som er blevet brugt på brandskolen i Korsør i flere år og har spredt sig via afløb af regnvand og spildevandsdræn til nærliggende kolonihaver og en eng, hvor der har gået køer og græsset.

Fødevarestyrelsen indsamlede i 2021 kalvekød, grøntsager, fisk og græs fra området omkring Korsør Nor, hvor brandskolen ligger. Fødevarestyrelsen fandt høje koncentrationer af PFOS i kød og græs, hvilket tyder på, at kalvene både har indtaget stofferne via græsset og fra vandløbet. Vandmiljøet ved Korsør Nor er også påvirket. I fisk og rejer fandt Fødevarestyrelsen kun lavt indhold af PFOS. Fødevarestyrelsen fraråder dog fiskeri i nærheden af udløbet. I frugt og grønt kunne Fødevarestyrelsen ikke påvise indhold af PFOS.

Læs mere om forureningen med PFOS i Korsør 2021​ på Slagelse Kommunes hjemmeside

Der er ikke fundet tilsvarende niveauer i kvæg fra andre områder i Danmark.