Strandfladbælg - Hele planten

Strandfladbælg

 Videnskabeligt navn: Lathyrus japonicus Willd.

Strandfladbælg – også kaldet strandært - tilhører ærteblomstfamilien. Planten er et almindeligt syn på danske strande. Skuddene kan ses fra omkring april, mens blomstringen står på omkring juni-juli.

Der er begrænset viden om plantens indholdsstoffer og dens effekt på mennesker ved indtag. Beslægtede arter af fladbælg såsom græsfladbælg (Lathyrus sativus L.) kan skade nervesystemet. L. sativus har ført til sygdommen neurolatyrisme, der har forårsaget permanente skader på nervesystemet i lande som Indien og Etiopien, hvor den er blevet spist i store mængder i forbindelse med fødevaremangel.

Det er ikke sikkert, at strandfladbælg har samme giftige indholdsstoffer, men på baggrund af den manglende viden om planten og dens indholdsstoffer og på grund af giftigheden af den beslægtede art L. sativus, bør strandfladbælg ikke spises.

Der er ikke kendskab til forvekslingsmuligheder.