Almindelig røllike, som tilhører kurvblomstfamilien, er udbredt i Danmark, hvor den vokser på solrige og næringsrige steder. Planten blomstrer omkring juni-oktober.
Almindelig røllike er kemisk velundersøgt og indeholder mange aktive stoffer, herunder flere, som kan give anledning til sundhedsmæssig bekymring. Det drejer sig især om indholdet af thujon, der kan skade nervesystemet. Et voksent menneske kan ifølge litteraturen dagligt indtage op til 35 g frisk plante, før det Acceptable Daglige Indtag for thujon overskrides.
I dyreforsøg har ethanolekstrakter af bladene i høje doser haft negative effekter på testikler og sædkvalitet hos hanner og der er set nedsat fostervægt hos drægtige hunner.
Der er ikke fundet beskrivelser af forgiftningstilfælde efter indtag af almindelig røllike, dog er planten på Giftlinjens hjemmeside, hvor det er anført, at indtagelse kan give opkastninger og diarré.
Se Giftlinjens anbefalinger her.
Almindelig røllike bør kun spises i små mængder, mens det frarådes, at gravide og ammende spiser planten.
Der er ikke kendskab til forvekslingsmuligheder.