Spis kødpålæg og røget eller gravad fisk så friskt, som muligt
Spis alle slags kødpålæg, hvad enten det er spegepølse, lufttørret skinke eller rullepølse, så friskt, som muligt. Det gælder også for røget eller gravad fisk. Så friskt som muligt” betyder i god tid inden ”Sidste anvendelse” eller ”Bedst før” datoen og aldrig efter ”Sidste anvendelse.
Husk, at når du har åbnet pakken, har pålægget kortere holdbarhed. Tjek hvad der står om holdbarhed på pakken, og spis pålægget hurtigt efter åbning.
Hvis du bruger pålæg i en varm ret, bliver eventuelle listeria bakterier dræbt.
Både rullepølse og koldrøget og gravad fisk har givet sygdomsudbrud med listeria de senere år.
Undgå rå mælk og upasteuriserede mælkeprodukter, f.eks. bløde råmælksoste.
Drik kun mælk, der er pasteuriseret. Og undgå at spise bløde oste af upasteuriseret mælk (råmælksoste). I stedet for bløde råmælksoste kan du spise faste råmælksoste eller oste af pasteuriseret mælk. Læs på emballagen, om mælken i osten er pasteuriseret.
Den mælk, du køber i danske supermarkeder, er pasteuriseret og dermed sikker at drikke. En pasteurisering dræber eventuelle listeriabakterier i mælken.
Upasteuriseret mælk eller bløde råmælksoste har givet sygdomsudbrud i andre lande, dog ikke i Danmark.
Følg de generelle råd om god køkkenhygiejne
Uanset om du er gravid eller ej, bør du have en god hygiejne under madlavning. Det betyder bl.a., at varm mad skal opvarmes, til den er rygende varm, og at maden sættes hurtigt på køl ved højst 5 °C. Se rådene her.