Husk at vaske hænder, når du laver mad
Du bør vaske dine hænder grundigt og ofte:
- Både før og imens du laver mad.
- Når du skifter mellem forskellige råvarer, f.eks. kød, fisk, æg, samt færdig mad.
- Efter toiletbesøg og efter bleskift af børn.
- Hvis du har hostet eller nyst i hænderne, pillet næse eller rørt ved f.eks. et sår.
- Efter kontakt med dyr.
Du kan sprede bakterier til maden via dine hænder
Hvis du ikke vasker hænder efter f.eks. toiletbesøg osv., kan du nemt komme til at sprede bakterier og virus til maden, men også til andre mennesker.
Det kan være nødvendigt at holde sig væk fra madlavning, hvis man har sår på fingre og arme – eller hvis man har diarré eller roskildesyge, som kan smitte andre mennesker via maden.
Vask hænder efter kontakt med dyr - også børnenes hænder
Det er vigtigt at vaske hænder, når børn og voksne besøger gårde og zoologiske haver, eller når man rører ved kæledyr i børneinstitutioner og i hjemmet. Når man rører ved dyr, kan bakterier som salmonella og campylobacter blive overført fra dyr til mennesker og til madvarer.
Forældre og pædagoger bør sørge for, at børn vasker hænder, efter at de har rørt ved dyr eller indsamlet æg i hønsehuset. Det er især vigtigt at vaske hænderne inden madlavning eller spisning.