Køkkenhygiejne i hjemmet - Råt kød

God hygiejne i køkkenet er vigtig, hvis du ikke vil være syg af maden. Se filmen "Den Blå Kylling" her og få styr på, hvordan du undgår at blive syg af bakterier fra kød.

Undervisningsmateriale

"Den blå kylling" video

Vi spiser for at blive mætte, for at holde os sunde og friske og for fornøjelsens skyld. Mad skal helst være noget, vi nyder. Derfor skal vi ikke hele tiden gå og tænke på, om der er bakterier eller virus i maden. Det handler om at lære, hvordan råvarerne og den færdige mad skal behandles i køkkenet. Når man kan blive syg af mad, skyldes det, at der kan være sygdomsbakterier som campylobacter og salmonella i maden. Men det er ikke alle bakterier, du kan blive syg af. Mange bakterier i mad kan være nyttige for dig. Campylobacter er den madbakterie, som gør flest mennesker syge i Danmark og i mange andre lande. Campylobacter kan typisk være i fjerkræ og andet kød. Det lumske ved campylobacter er, at der skal meget få bakterier til for at blive syg. Nogle enkelte dråber kødsaft fra råt kød er nok til at give mavepine og kraftig diarré. Men hvis du har en god hygiejne, når du laver mad, bliver du ikke syg, selvom der måske er bakterier i kødet.