I Danmark spiser vi for meget mættet fedt, salt, sukker og alt for få kostfibre og fuldkorn. Samtidig kan det være svært at gennemskue, hvad der er sundt og mindre sundt. Fødevarer, der har fået Nøglehullet, lever op til et eller flere krav for indholdet af salt, sukker, fedt samt kostfibre/fuldkorn, og gør det derfor nemmere at leve efter De officielle Kostråd.
Læs om De officielle Kostråd her.
Nøglehullet er et svensk registreret varemærke, som er ejet af Livsmedelsverket. I Danmark har vi, ligesom Norge og Island, fået lov til at bruge Nøglehullet som fælles nordisk mærkningsordning, så længe gældende regler overholdes. Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Industri har i samarbejde med de norske og svenske fødevaremyndigheder fastsat kriterierne bag Nøglehullet. Kriterierne er forskningsbaserede og afstemt med branchen og eksperter.