Protein

Proteiner er kroppens byggesten. De bruges primært til at opbygge bl.a. celler, væv, hormoner, antistoffer og enzymer.

Generelt får de fleste danskere dækket deres behov for fedt, protein og kulhydrat, hvis de spiser efter De officielle Kostråd. Men mange danskere får faktisk også mere protein, end de har brug for. Det overskydende protein, som kroppen ikke bruger som byggesten, bliver i stedet for omdannet til ekstra energi til kroppen.

Læs om De officielle Kostråd her.

Vil du gerne skære ned på kødet, men er nervøs for, om du får nok protein? Så se kostrådet ’Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk’ og bliv klogere på, hvordan du sikrer dig nok protein.

Hvad er protein opbygget af?

Proteiner består af forskellige aminosyrer.

Flere af disse aminosyrer kan kroppen ikke selv danne, og da de er livsnødvendige for kroppen, skal de tilføres via den mad, du spiser. Madens proteiner stammer især fra kød, fisk, fjerkræ, mejeriprodukter, æg, ærter, linser, bønner og nødder.

Til toppen

Hvor meget protein skal du spise om dagen?

Børn og voksne, 2-64 år

10-20 % af energien skal være fra protein. Det svarer til cirka 0,8-1,1 gram protein pr. kg kropsvægt pr. dag.

Voksne fra 65 år

15-20 % af energien skal være fra protein. Det svarer til cirka 1,2–1,5 gram protein pr. kg kropsvægt pr. dag .

Læs mere om anbefalingerne for mad og drikke, når du er over 65 år.

Kilde: Nordic Nutrition Recommendations, 2023

Til toppen

Hvor meget protein skal du spise i forhold til kulhydrat og fedt?

Den anbefalede energifordeling i en sund kost er: 

  • 25-40% af energien fra fedt,
    • men max. 10% af den samlede energi fra mættet fedt
    • og mindst 5-10% af den samlede energi fra umættet fedt af typen omega-3 og omega-6 og heraf mindst 1% fra omega-3.
  • 45-60 % af energien fra kulhydrat,
    • men max 10% af energien fra frie sukkerarter og tilsat sukker
  • 10-20 % af energien fra protein. 

Energien i mad angives i kilojoule (kJ). Man kan også bruge måleenheden kilokalorier (kcal), som i daglig tale hedder kalorier.

Kulhydrat, protein, fedt, alkohol og fibre giver forskellig mængde energi:

  • Kulhydrat: 17 kJ/gram eller 4 kcal/gram.
  • Protein: 17 kJ/gram eller 4 kcal/gram.
  • Fedt: 37 kJ/gram eller 9 kcal/gram.
  • Alkohol (ethanol): 29 kJ/gram eller 7 kcal/gram.
  • Fibre: 8 kJ/gram eller 2 kcal/gram

 Kilde: Nordic Nutrition Recommendations, 2023

Til toppen