Grundlæggende skyldes vægtøgning og overvægt, at vi spiser og drikker flere kalorier, end vi forbrænder. Årsagen til overvægt er dog kompleks, fordi der er mange faktorer, som spiller ind. Det varierer fra person til person, hvorfor vi tager på i vægt, og det afhænger af både arvelige, individuelle, sociale og samfundsmæssige forhold.
Det første af De officielle Kostråd lyder ”spis planterigt, varieret og ikke for meget”. Dette kostråd sætter bl.a. fokus på, at du ikke bør spise og drikke flere kalorier, end du forbrænder, da det kan være med til at forebygge vægtøgning og overvægt. Det betyder især, at du bør holde igen med fx kalorieholdig fastfood, søde sager eller mange søde drikke med sukker, fx sodavand, iste og saftevand. Et højt indtag af sukkersødede drikke som sodavand og saftevand er især forbundet med vægtøgning og overvægt.
Find anbefalingerne for søde drikker her.
Det første af De officielle Kostråd anbefaler også, at du spiser planterigt. Planterigt mad med mange grøntsager, frugter og fuldkornsprodukter mætter godt og er forbundet med lavere risiko for overvægt, og gør det nemmere at holde vægten. Hvis du også vælger magre mejeriprodukter og magert kød, får du de vigtige næringsstoffer og samtidig færre kalorier.
Desuden er det vigtigt at spise varieret, så du får alle de vitaminer, mineraler og andre næringsstoffer, som din krop har brug for.
Med andre ord: når du spiser planterigt, varieret og ikke for meget, er det godt for din sundhed – og for klimaet.
Læs om De officielle Kostråd her.