Hvorfor kostråd?
De officielle Kostråd – godt for sundhed og klima er anbefalinger til mad og drikke, der er sund og samtidig klimavenlig.
Fødevarestyrelsens kostråd er din rettesnor til at få en sund og klimavenlig balance i det, du spiser og drikker. Når du følger alle kostrådene, vil din krop få dækket behovet for vitaminer, mineraler og andre vigtige næringsstoffer. Det vil også gøre det nemmere for dig at holde en sund vægt, og du nedsætter risikoen for livsstilsrelaterede sygdomme som fx hjerte-kar-sygdomme, type 2-diabetes og visse typer af kræft.
Det, vi spiser og drikker, har betydning for både vores sundhed og klimaet. Det skyldes, at produktionen af fødevarer medfører udledning af drivhusgasser. Det kalder man fødevarernes klimaaftryk. Kød – og især okse- og lammekød – har et højt klimaftryk.
De officielle Kostråd viser vejen til mad og drikke, der er sund og samtidig klimavenlig. Gode måltider med sund og klimavenlig mad kan give nydelse, glæde og velvære, og gode måltider kan spille en væsentlig rolle i vores sociale liv.
Fødevarestyrelsen står bag De officielle Kostråd. De er udviklet på baggrund af forskning og rådgivning fra DTU Fødevareinstituttet og i dialog med en bred vifte af interessenter.
Følg De officielle Kostråd - så gør du noget godt for både sundhed og klima.
Til toppen