Grænseværdier øger fødevaresikkerheden
Forureninger kan betyde, at fødevarer indeholder skadelige stoffer. Eksempler på skadelige stoffer er tungmetaller, dioxin og PAH (polycykliske aromatiske kulbrinter).
Sådanne stoffer kan udgøre en risiko for fødevaresikkerheden. Derfor har fødevaremyndighederne sat grænseværdier for maksimalt indhold af stofferne i animalske fødevarer, der er produceret i Grønland og skal eksporteres ud af Grønland. Grænseværdierne svarer til de værdier, der er fastsat i EU.
Eksport af animalske fødevarer
Du må kun eksportere animalske fødevarer, hvis de overholder grænseværdierne for de sundhedsskadelige stoffer. Hvis animalske fødevarer overskrider grænseværdierne, må de heller ikke bruges som fødevareingredienser eller blandes med fødevarer, der overholder grænseværdierne.
Grænseværdierne gælder ikke for fødevarer, der alene sælges på det grønlandske hjemmemarked.
Andre fødevarer
Grænseværdierne gælder ikke for ikke-animalske fødevarer, for eksempel frugt og grønt, nødder og krydderier.