Hø og halm er et ikke-harmoniseret produkt, hvis det indføres fra et samhandels-land. Det betyder, at fodervirksomheden skal ansøge Fødevarestyrelsen om tilladelse til indførslen. Virksomheden skal have Fødevarestyrelsens tilladelse, inden høet eller halmen indføres.
Fødevarestyrelsen kan stille betingelser for indførslen i tilladelsen. Fodervirksomheden skal overholde betingelserne før, under og efter den indfører hø eller halm.
Fodervirksomheden skal opbevare alle ledsagedokumenter for indført hø og halm i mindst fem år og kunne fremvise dokumenterne på Fødevarestyrelsens forlangende.