PFAS (fluorstoffer) i foder

PFAS er en stor gruppe af forskellige forbindelser med organisk bundet fluor. Gruppen omfatter bl.a. PFOS, PFOA, PFNA og PFHxS.

Kilder til PFAS

PFAS er vand-, fedt- og smudsafvisende, har brandhæmmende egenskaber og er, eller har været, anvendt i bl.a. fødevareemballa​ge, maling, imprægnerings-, slip- og klæbemidler, tæpper og brandslukningsskum. PFAS kan findes som forurening i både animalske produkter, specielt fisk, o​g vegetabilske produkter.

PFAS er giftigt for mennesker

PFAS​​ kan være hormonforstyrrende, skade immunforsvaret (f.eks. ved at reducere responset ved vaccination af børn), forøge kolesterolniveauet i blo​​det, skade leveren og reducere fødselsvægt. PFAS ophobes i dyrenes lever og muskler, og kan derfor findes i animalske fødevarer, såsom kød, som et resultat af indholdet af fluorstoffer i foderet.

Forekomst af PFAS i foder

PFAS findes særligt i fiskemel, som anvendes i foder til forskellige dyrearter, herunder økologiske høns og kyllinger, smågrise og opdrætsfisk. Det er ikke tilladt at anvende fiskemel til drøvtyggere (f.eks. kvæg).

PFAS opkoncentreres i fiskemel under den første fase af fiskemelsproduktionen, hvor vandet fjernes ved at tørre fisken. Der sker derefter et andet trin, hvor fiskeolie separeres fra fiskeproteinerne, og hvor PFAS følger med proteinfraktionen i fiskemelet under forarbejdningsprocessen.

Der er også fundet PFAS i prøver af græs, særligt fra kystvendte arealer. Fødevarestyrelsen har fastsat indikatorværdier for græs, som anvendes til afgræsning af dyr. Indikatorværdierne varierer afhængig af dyreart, da PFAS ophobes forskellige i de forskellige dyrearter.

Fødevarestyrelsen har ikke data for indhold af fluorstoffer i andre typer foder. Flourstofferne vil typisk følge proteinfraktionen, hvorfor proteinrige fodermidler må forventes at have et højere indhold af fluorstoffer.

Særligt om høslæt fra PFAS-forurenede arealer

Hvis indholdet af PFAS i græs fra et areal overskrider Fødevarestyrelsens indikatorværdier for den pågældende dyreart, så vil arealet som udgangspunkt anses for at udgøre en risiko for fødevaresikkerheden og må derfor ikke anvendes til afgræsning.

Høslæt fra arealet kan i nogle tilfælde anvendes til foder. Det er dog en forudsætning, at besætningsejeren sikrer, at dyrenes samlede foderration ikke indeholder PFAS i et omfang, så det udgør en risiko for fødevaresikkerheden.

Det kan f.eks. være, at slæt fra det konstateret PFAS-forurenede areal kun udgør en mindre del af dyrenes samlede foderration. I det tilfælde skal dyrene altså samtidig fodres med f.eks. tilskudsfoder eller græs fra andre arealer, der ikke er konstateret forurenede. Denne løsning forudsætter en konkret risikovurdering for at sikre foder- og fødevaresikkerheden.

Grænseværdier

Der er ikke fastsat grænseværdier for fluorstoffer i foder, hverken på EU-plan eller nationalt. Kommissionen vil på sigt fastsætte grænseværdier, men mangler på nuværende tidspunkt et tilstrækkeligt datagrundlag til at kunne gøre det. Derfor arbejdes der på en henstilling om indsamling af data om forekomsten af fluorstoffer i foder.

Når der ikke er fastsæt grænseværdier for foder, er det op til producenten af det færdige foder, eller besætningsejeren, hvis denne selv blander foder, at vurdere hvorvidt et konkret indhold af f.eks. fluorstoffer i foderet kan resultere i overskridelse af de fastsatte grænseværdier for animalske fødevarer.