Meld fund af vandfugle, rovfugle eller kragefugle
Vandfugle, rovfugle og kragefugle har særlig interesse i forhold til Fødevarestyrelsens overvågning for fugleinfluenza. Hvilke arter, der specifikt er tale om, kan ses på listen.
Lister over fuglearter omfattet af overvågning for fugleinfluenza
Fuglene skal være døde for nyligt
Fugle, som sendes ind til undersøgelse, skal være døde for nyligt – helst indenfor to dage – og fjerdragten skal være intakt. Som regel kan man se på fuglen, om den har ligget et stykke tid i naturen. Et kadaver af en fugl kan ikke undersøges, hvis det har ligget længe og er begyndt at gå opløsning. Det samme gælder olieindsmurte eller trafikdræbte fugle.
Der kan være mange dødsårsager
Det er helt normalt, at fugle dør i naturen pga. fødemangel, kulde eller af andre årsager. Derfor skal Fødevarestyrelsen ikke have besked om alle fund af døde vilde fugle, men kun om dem, som er relevante for overvågningen for fugleinfluenza.
Sådan fjerner du en død fugl
Hvis du finder en død fugl, som Fødevarestyrelsen ikke skal have besked om, og du ønsker at fjerne den, så undgå at komme direkte i kontakt med fuglen eller dens ekskrementer. Brug engangshandsker eller saml den op med en plastikpose. Læg fuglen i plastikposen og luk posen. Smid posen i skraldespanden sammen med den almindelige dagrenovation. Hvis du bor i en kommune, som har sortering af affald i bioaffald og affald til forbrænding, skal den døde fugl i affaldspanden med det affald, som sendes til forbrænding.
Vask hænderne grundigt med vand og sæbe. Kun voksne bør håndtere døde fugle.