Sundhed

Lige meget hvor du vælger at få din kat fra, er det vigtigt at gøre dit bedste for at sikre, at du får en rask kat, der kan være hos dig i mange år.

Her er nogle sundhedsmæssige emner, som er relevante at orientere sig om som katteejer.

Neutralisering

At en kat bliver neutraliseret betyder, at den bliver kastreret eller steriliseret. Det vil sige, at en hhv. hankat og hunkat ved et operativt indgreb fratages deres evne til at formere sig.

Skal din kat leve som hus/havekat anbefales det at få den neutraliseret, da en kat ellers hurtigt kan blive til mange.

En hunkat, der lever med adgang til udearealer og ikke er neutraliseret, vil med stor sandsynlighed blive drægtig – det kan ske indenfor relativt kort tid og flere gange om året. Det gælder desuden for ikke-kastrerede hankatte, at de kan gøre mange hunkatte drægtige, men også at de vil have en øget tendens til at strejfe rundt og oftere vil komme i slagsmål med andre katte. 

Sygdom hos kat

En kat vil fra naturens side gøre sit bedste for at skjule tegn på sygdom. Det er derfor vigtigt, at du som ejer er opmærksom på selv små adfærdsændringer og reagerer på disse tidligt, da de kan vidne om, at din kat ikke trives eller har smerter. Ved tegn på sygdom er det vigtigt at tage katten til dyrlægen.

Herunder er listet en række almindelige sygdomme hos kat.

  • Infektioner efter bid- og slåskampe
  • Urinvejs- og nyrelidelser
  • Tandproblemer
  • Sukkersyge
  • Luftvejsinfektioner
  • Mavetarmproblemer
  • Forhøjet stofskifte hos ældre katte
  • Gigt hos ældre katte
  • Forgiftninger
  • Tumorer
  • Indvoldsorm og ektoparasitter

Vaccination

Det er muligt at vaccinere imod en række sygdomme. Vacciner kan opdeles i hhv. kernevacciner og ikke-kernevacciner, hvor kernevacciner bør gives til alle, mens ikke-kernevacciner skal gives ud fra en vurdering af livsstil og smitterisiko. Tal med dyrlægen om, hvilke vacciner der er relevante for din kat. . Det er vigtigt at sørge for, at katten revaccineres regelmæssigt.

Arvelige egenskaber du skal være opmærksom på

Avl af racekatte kan i nogle tilfælde medføre, at nogle uhensigtsmæssige egenskaber fremavles. Det er f.eks. hofteledsdysplasi og for kort snudeparti. Derfor er det vigtigt, at du sætter dig ind i, om den type kat du ønsker, har nogle sundhedsmæssige udfordringer relateret til avlen. Du bør tage stilling til dette i forhold til dit valg af race samt opdrætter

 

 

Du skal være opmærksom på, at ændret adfærd altid er en årsag til at kontakte en dyrlæge. Ændret adfærd kan f.eks. være: 
- Katten tygger kun i den ene side eller taber foder ud af munden 
- Katten er usoigneret
- Katten stopper med at springe op på ting
- Katten drikker og tisser mere 
- Katten trækker sig