Hund fra udlandet

​Her kan du læse, hvilke regler hunden skal leve op til, hvis du køber en hund i udlandet.

​Vælger du at købe en hvalp/hund i udlandet, skal den leve op til EU-reglerne for indførsel af hunde.

Det betyder, at den skal være chipmærket og udstyret med enten et gyldigt EU-Selskabsdyrspas (for hvalpe fra EU og visse lande med EU-vilkår) eller et gyldigt Veterinærcertifikat (for hvalpe uden for EU). Derudover skal hunden som udgangspunkt være rabiesvaccineret mindst 21 dage før deres afrejse til Danmark.
Vær i øvrigt opmærksom på hundens oprindelse, og de mulige risici som kan være forbundet hermed.

Læs mere om indførsel af hunde i guiden "Sådan rejser du med din hund"

Se hunden inden du køber den

Du løber en stor risiko ved at overtage en hund, som du ikke har haft mulighed for at se inden overdragelsen.

Hvis overdragelse af en hund finder sted på f.eks. rastepladser, i lufthavnen eller på aftalte adresser, hvor hunden ikke holdes til dagligt, skal du være særligt opmærksom. Ved sådanne overdragelser er det svært at få en fornemmelse af hundens ophav, og det miljø hunden kommer fra. Det kan betyde, at du ikke kan foretage en reel vurdering af, om hunden er præget med henblik på at blive en god og velfungerende familiehund. 

Er hunden klar til et familieliv?

Der er stor risiko for, at hunde som ikke er præget til et liv i en dansk familie kan resultere i store udfordringer – eksempelvis hvis de har en aggressiv adfærd som følge af utryghed eller lignende. Det kan skyldes forkert eller mangelfuld prægning af hvalpe, som ikke opdrættes af seriøse opdrættere, men også at hunden har levet et liv alene på gaden, og måttet klare sig selv. Du skal derfor være opmærksom på hunde, som ikke er opvokset i et miljø, der minder om dit eget. ​

Hvalpefabrikker tager ikke hensyn til hunden

Alle hundehvalpe er søde, men du kan risikere at købe hunde fra såkaldte hvalpefabrikker, som indføres fra andre lande og sælges som sunde hvalpe. En hvalpefabrik er et sted, hvor der produceres flest mulige hvalpe til salg uden at tage hensyn til, hvad der er godt for dyrene. Mange af disse hvalpe tages ofte fra moderen for tidligt, og de er ikke præget, som en hvalp bør præges i dens første uger. Desuden kan der være udfordringer med sundheden hos disse hunde, da man producerer hvalpene uden at tage hensyn til arvelige sygdomme og hundenes almene sundhed. 

Gode links hvor du kan læse mere:

Undgå hvalpefabrikker for hvalpenes skyld (Dyrenes beskyttelse)

Stop hvalpefabrikker – Langt over grænsen (Dyreværnet)

Gadehunde kan have flere udfordringer

Mange familier har haft gode oplevelser med at adoptere en gadehund. Men du bør alligevel være særligt opmærksom, hvis du køber gadehunde fra internater eller gennem formidlere. Har hunden en fortid som gadehund, er der større risiko for, at hunden kan have helbreds- og adfærdsmæssige udfordringer. 

Du kan ikke nødvendigvis regne med, at beskrivelse af hundens sundhedsstatus og adfærd er tilstrækkelig, og at det er korrekt beskrevet af de personer, som formidler hunden.  

Ældre hunde, der har levet som gadehunde, kan ofte have fysiske skavanker efter et liv på gaden. Der kan være skader som følge af såkaldte mangelsygdomme, som skyldes forkert sammensat foder. Det kan give f.eks. knogleskørhed, dårligt syn, eller andre skavanker.  

Ældre gadehunde kan også have slid på hofter og led eller infektioner, som har været ubehandlede i en længere periode. Det kan i værste fald betyde, at hunden skal leve med sygdom eller smerter resten af livet, og det kan ende med at koste dig dyrt i dyrlægeregninger.

Smitterisici ved indførsel af hunde til Danmark fra andre lande

​Forekomsten af alvorlige infek​​​​​tionssygdomme – herunder sygdomme, som kan overføres fra dyr til mennesker (zoonoser, fx rabies) – hos hunde i Øst- eller Sydeuropa er væsentlig forskellig fra danske forhold.

Kommende hundeejere bør forberede sig, før de køber hund i andre lande, dvs. undersøge, hvilke risici der evt. måtte være forbundet med at bringe en udenlandsk hund hjem til Danmark. Ligeledes bør man forberede sig på den eventuelle smitterisiko for familiens hund, hvis den skal med på en udlandsrejse.der er risiko for at indfø​re en række meget alvorlige smitsomme sygdomme med hunde fra de øst- og sydeuropæiske lande, hvoraf flere er sygdomme, som kan overføres fra dyr til mennesker (zoonoser). Der er ligeledes risiko for, at hunde, som er med på ferierejse, kan blive smittet med disse alvorlige sygdomme.

Du kan læse mere om smitterisiko ved indførsel af hunde til Danmark her


Særligt infektioner med rævens dværgbændelorm (Echinococcus multilocularis), hjerteorm (Dirofilaria repens), Babesia canis, Leishmania infantum og Ehrlichia canis. Nogle af infektionerne vil kunne spredes til andre hunde i Danmark (etablering af infektion), mens andre infektioner endnu mangler de relevante vektorer (flåter eller myg) i Danmark for at kunne spredes.

Læs mere om rævens dværgbændelorm her