Klar til akvariefisk

Fisk er både smukke og kan være gode kæledyr for den travle familie. Bliv klogere på, hvad det kræver at have akvariefisk her.

Forventet levealder

De fleste fiskearter vil blive mellem 2 og 8 år gamle.

Ansvar og trivsel

Fisk lever ofte i grupper og trives bedst sammen med artsfæller. Hvis man anskaffer sig flere forskellige arter, skal man være sikker på, at de kan trives i samme akvarium.

Det er vigtigt at dekorere akvariet, så det kommer til at ligne fiskenes naturlige miljø så meget som muligt. Derfor skal man dekorere med grusbundlag, planter og andre dekorationsmaterialer. Det skal dekoreres, så fiskene både har fri svømmeplads, og så de har mulighed for at gemme sig.​

Pleje

Akvar​​iefisk er relativt nemme at passe, men der følger stadig en del arbejde med. Uanset hvilken art fisk man har, skal vandet skiftes og filteret renses. Hver art har desuden særlige behov i forhold til vandets surhedsgrad og temperatur, tilvænning, fodring, vandstrøm, skjulesteder m.m.

Det er nødvendigt at tilse akvariet dagligt, så du sikrer dig, at temperaturen er korrekt, at fiskene er raske, livlige og sultne, og at akvariet er fri for alger og snegle.

Aktivering​ og motion

Hvis akvariet er indrettet korrekt, har fisk ikke behov for yderligere aktivering.

Akvariefisk i børnefamilien

Det ka​​n være en stille fornøjelse for familien at se på fiskene, der svømmer rundt i akvariet, og børn kan blive opslugt af den miniverden, der udspiller sig i akvariet.

Selvom man ikke har samme kontakt med fisk som med andre kæledyr, giver akvariefisk ro og gode oplevelser for børn og voksne. Børn kan godt inddrages i plejen af fisk, men det skal være de voksne, der har hovedansvaret.​

Akvariefisk kan også være et oplagt valg for familier med allergi.

Pasningsvejledning

​Pasningsvejledningen giver en god introduktion til det enkelte dyrs behov. Det er en god idé at læse pasningsvejledningerne igennem, inden man vælger sit nye kæledyr.

Find eksempler på pasningsvejledninger til forskellige slags fisk - Findes nederst på siden