Ikke alle dyr må holdes af private som kæledyr

Visse arter af fugle, gnavere, krybdyr, padder, hvirvelløse dyr og tropiske akvariefisk må ikke holdes af privatpersoner.

Som privatperson må du ikke holde rovdyr undtagen:

  • domesticerede hunde og katte
  • manguster (Herpestinae spp.)
  • genette (Genetta genetta)
  • fennekræv (Fennecus zerda)
  • domesticerede ræve (Vulpes vulpes)
  • næsebjørne (Nasua spp.)
  • fritter tam-ilder (Putorius putorius)
  • domesticerede former af mink (Mustela vison).

I "Bekendtgørelse om forbud om privates hold af særlige dyr" kan du se mere om, hvilke dyr du som privatperson ikke må holde.

Ulvehunde

Fødevarestyrelsen mener, at domesticerede hunde er de racer, som er anerkendt af Fédération Cynologique Internationale (FCI) eller avlsorganisationer, der har lignende procedurer i deres avlsprogrammer.

De eneste anerkendte ulvehunderacer er tjekkoslovakisk ulvehund og saarloos wolfhond. Hermed er disse to de eneste ulvehunderacer, der er tilladt at holde i Danmark. Med ”ulvehunderacer” menes racer, der er opstået ved blanding af en hund og en ulv.

Alle andre ulvehunderacer eller blandinger, der ikke er eller er hybrider af tjekkoslovakisk ulvehund eller saarloos wolfhond, er dermed ikke lovlige at importere eller eje i Danmark ligegyldigt generationen og ulveindholdet i hunden. American wolfdogs er dermed heller ikke lovlige at holde i Danmark.

Savannah-katte

Som privatperson må du kun holde domesticerede katte som kæledyr. Det er i Danmark ikke tilladt for private at holde servaler. Servalen er et mellemstort medlem af kattefamilien. Den har en skulderhøjde på omkring 55-60 cm og en kropsvægt på 13-18 kg. Servalen er udbredt i Afrika syd for Sahara.

Ved parring mellem en serval og en huskat er katteracen Savannah blevet fremavlet. Det er ulovligt at have en 1. generations Savannahkat (F1) i Danmark som privat dyreholder. Det er tilladt at have en 2. generations Savannahkat (F2) i Danmark.