Hunden skal ledsage ejeren
Ikke-kommerciel flytning af selskabsdyr betyder, at hunden rejser sammen med dens ejer, når ejeren selv rejser, og hvor hunden under flytningen er under ejerens direkte ansvar.
Desuden må hunden ikke skulle sælges, ligesom ejendomsretten over hunden ikke må skulle overdrages til en anden person.
Ikke-kommerciel flytning af hunde kan foregå op til 5 dage før eller efter ejerens rejse.
Hvis flytningen af hunden ikke sker samtidig med ejers rejse, men dog inden for ovennævnte tidsrum, skal flytningen af hunden foregå under ansvar af en anden person, som af ejeren er bemyndiget til foretage flytningen af hunden på ejerens vegne.
Bemyndigelsen skal være skriftlig, og til dette formål har Fødevarestyrelsen udarbejdet en fuldmagt, som du er velkommen til at bruge. Husk at medbringe fuldmagten på rejsen med hunden.
Den bemyndigede skal være en person og kan f.eks. være:
- din ægtefælle
- en ven
- en ansat hos en dyretransportvirksomhed
Hent fuldmagt til bemyndigelse (pdf)
Hvis flytningen af en hund foregår, uden at ejeren selv rejser, eller er forskudt mere end 5 dage før eller efter ejers rejse, skal hunden leve op til reglerne for kommerciel indførsel.
Det er også de kommercielle regler, der skal følges, hvis hunden flyttes med henblik på at blive solgt, eller hvis ejendomsretten til den skal overdrages.
Du skal på anmodning kunne dokumentere, at der er tale om en ikke-kommerciel flytning
Der sker ofte svigagtig flytning af kæledyr (særligt hunde), som under dække af at være ikke-kommerciel i virkeligheden finder sted med henblik på handel. Derfor kan du blive bedt om at dokumentere, at flytningen af hunden er ikke-kommerciel.
På anmodning fra de kompetente myndigheder (Politiet, Toldvæsenet eller de veterinære myndigheder) kan du blive bedt om at dokumentere, at hundens flytning har et ikke-kommercielt formål, og at den hænger sammen med ejerens rejse.
Dette kan gøres ved at forelægge hotelreservation eller -faktura, boardingpas, fly- eller togbilletter el. lign., som entydigt viser, at din hunds rejse hænger sammen med ejerens rejse.
Der kan være enkelte hunderacer, du ikke må rejse ind i andre lande med
Kontakt den veterinære myndighed i det land, du skal rejse til, eller kontakt den danske ambassade i det pågældende land.
Find en oversigt over danske ambassader i udlandet på Udenrigsministeriets hjemmeside
Din hund skal være lovligt ID-mærket
Hunden skal være ID-mærket med en mikrochip (transponder).
Alternativt kan en letlæselig tatovering også accepteres, men i så fald skal den være påført inden den 3. juli 2011.
Mikrochippen skal være i overensstemmelse med ISO-standard 11784 og benytte HDX- eller FDX-B-teknologi og kunne aflæses af en læseenhed, der er kompatibel med ISO-standard 11785.
Hvis din hunds mikrochip ikke lever op til ISO-standarden
Lever din hunds mikrochip ikke op til ISO-standarden, skal ejeren eller den bemyndigede person sørge for at stille en læseenhed til rådighed for den kompetente myndighed på tidspunktet for kontrollen af ID-mærkningen.
Din hund skal have et gyldigt EU-selskabsdyrspas
Forud for flytningen af hunden fra Danmark skal den have et gyldigt EU-selskabsdyrspas.
En bemyndiget dyrlæge skal udstede EU-selskabsdyrspasset til din hund og attestere, at din hund lever op til kravene for flytningen.
I Danmark er det dyrlæger med dansk autorisation, som er blevet bemyndiget af Fødevarestyrelsen til at udstede EU-selskabsdyrspas.
Læs mere om EU-selskabsdyrspas
Din hund skal være rabiesvaccineret, mindst 21 dage før den rejser ud af Danmark
Din hund skal skal være vaccineret af en dyrlæge i overensstemmelse med kravene i Bilag III til Forordning (EU) 576/2013.
Åbn Forordning (EU) 576/2013
Hunden skal være mindst 12 uger gammel på datoen for vaccinationen. Vaccinationsdatoen må ikke ligge før datoen for mikrochippen eller tatoveringens anbringelse eller aflæsning.
Vaccinationens gyldighedsperiode regnes fra det tidspunkt, hvor der er opnået immunitet, hvilket skal være mindst 21 dage efter afslutningen af den af producenten foreskrevne vaccinationsprotokol for den primære vaccination, og løber indtil slutningen af perioden med beskyttende immunitet.
En revaccination skal anses for en primær vaccination, hvis den ikke blev givet inden for gyldighedsperioden for den tidligere vaccination.
Hvis en revaccination blev givet inden udløbet af gyldighedsperioden, vil flytningen dog kunne finde sted med det samme, forudsat at de øvrige krav er opfyldt.
Der er ingen muligheder for at dispensere fra kravet om gyldig rabiesvaccination.
Læs mere om rabiesvaccination
Hvis du rejser med en hvalp, der endnu ikke er gyldigt rabiesvaccineret
I mange EU lande er ikke-kommerciel flytning af unge hunde, der ikke har en gyldig rabiesvaccination, forbudt.
Det er derfor ikke sikkert, at der lovligt at flytte hvalpen i transit igennem disse lande.
Du bør derfor først undersøge, om landet, du har valgt, samt eventuelle transitlande tillader ikke-kommerciel flytning, og hvis ikke, om det er muligt at flytte hvalpen direkte fra Danmark med fly.
Se EU-Kommissionens oversigt over, hvilke EU-lande der tillader indførsel
Hvis et EU-land tillader ikke-kommerciel flytning af unge hunde, vil det fremgå af siden Young Animals på Kommisssionens hjemmeside.
Åbn siden Young animals på EU-kommisionens hjemmeside
Det er 1. kolonne ("Article 7 of Regulation (EU) No 576/2013"), som er relevant.
"YES" betyder, at transit er tilladt.
"NO" betyder, at transit ikke er tilladt.
Der kan desuden være krav om, at der forud for flytningen foreligger en skriftlig tilladelse fra den veterinære myndighed. Du bør derfor kontakte den veterinære myndighed i det land, som dyret flyttes igennem, før det flyttes ud af Danmark.
Din hund skal have en ormekur
Din hund skal have en ormekur mod den parasit, der kaldes for rævens dværgbændelorm (Echinococcus multilocularis). Hunden skal behandles af en dyrlæge tidligst 120 timer og senest 24 timer inden indrejsetidspunktet. Ormekuren skal dokumenteres i hundens pas.
Kravene er nærmere beskrevet i Forordning (EU) 2018/772 samt Forordning (EU) 2018/878.
Hvis du er dyrlæge
Lægemidlet skal indeholde en passende dosis praziquantel eller andre lægemidler, som hver for sig eller i kombination har vist sig virksomme mod parasitten. Lægemidlet skal være omfattet af en markedsføringstilladelse i henhold til EU-lovgivningen.
Hvis du skal rejse med mere end fem dyr af arterne hunde, katte og fritter
Det maksimale antal dyr af arterne hunde, katte og fritter, som må ledsage ejeren eller en bemyndiget person under en enkelt flytning, må ikke overstige 5 dyr tilsammen.
Dog må antallet gerne overstige 5 dyr, hvis følgende betingelser er opfyldt:
- Flytningen af dyrene sker med henblik på deltagelse i konkurrencer, udstillinger eller sportsarrangementer eller træning til sådanne arrangementer.
- Dyrene ledsages af skriftlig dokumentation for, at de enten er registreret til at deltage i et sådant arrangement, eller at de er registreret hos en forening, der afholder denne type arrangementer.
- Alle dyrene er over seks måneder gamle.
Hvis dyrene ikke opfylder ovenstående betingelser, skal de leve op til kravene om kommerciel indførsel.
Læs mere om flytning af dyr
Pas på, når du tager en hund med til udlandet
Der kan være smitterisici forbundet med at tage en hund med fra Danmark til udlandet.
Særligt i Øst- og Sydeuropa og i lande uden for Europa forekommer der alvorlige infektionssygdomme blandt de lokale hunde og især gadehunde, herunder sygdomme, som kan overføres fra dyr til mennesker (zoonoser). Din hund kan derfor risikere at blive smittet med sådanne sygdomme, også selvom den bare er med dig på ferie.
Så selvom hunden lever op til alle kravene beskrevet i denne guide, er det ikke en garanti for, at den ikke kan blive smittet med andre sygdomme, som findes lokalt i det land, som du har valgt.
Tænk dig derfor godt om, før du tager en hund med fra Danmark til udlandet.