Den bedste rådgiver er dyrlægen
Der findes i dag mange steder på nettet, hvor man kan stille spørgsmål til dyrlæger eller andre ejere af samme kæledyr, og nogen søger også råd løst i eget netværk. Men man kommer ikke uden om, at den bedste rådgiver, du kan opsøge, hvis dit kæledyr viser tegn på mistrivsel, det er dyrlægen.
Dyrlægens faglige viden og erfaring giver den bedste forudsætning for at vælge den rigtige behandling for dit dyr.
Alle dyrlæger har den samme grunduddannelse og kan senere vælge at videreuddanne sig inden for specifikke faglige områder. Over hele landet findes henvisningsklinikker og dyrehospitaler, hvor dyrlæger beskæftiger sig indgående med diagnosticering og behandling af sygdomme inden for interesseområderne.
Din dyrlæge kan vælge at henvise dig og dit kæledyr til en sådan klinik eller et dyrehospital, hvor de besidder en specifik viden inden for et fagområde.
Din dyrlæge foretager ofte de indledende undersøgelser, og resultaterne af disse formidles til henvisningsklinikken. Efterbehandling og den videre kommunikation om forløbet foregår hos din egen dyrlæge.
Find dyrlæge, vagtdyrlæger og ISO-dyrlæger
Dyrlægen, der beskæftiger sig med familie- og hobbydyr, kan arbejde i mange forskellige former for praksis.
På dyreklinikken beskæftiger man sig udelukkende med familiedyr som hund, kat og mindre dyr som gnavere samt i visse tilfælde eksotiske hobbydyr. Denne form for praksis findes oftest i forbindelse med lidt større byer - og i Storkøbenhavn alene findes der over 75 dyreklinikker. Dyrehospitalet er ofte en lidt større arbejdsplads, hvor der er mulighed for at indlægge syge eller tilskadekomne dyr gennem længere tid.
ISO-dyrlæger
Nogle af dyrlægerne er ISO-dyrlæger. ISO-dyrlægen er en certificeringsordning for dyreklinikker og -hospitaler, der sætter fokus på øget kvalitet og tryghed. Ordningen udbydes af Den Danske Dyrlægeforening. Det er frivilligt, om man vil være med i ordningen, og ikke-certificerede klinikker og hospitaler kan derfor godt have samme kvalitet og standard som de certificerede, selvom de ikke skilter med det.
Vagtdyrlæge
Ikke alle dyrlæger har åbent uden for normal åbningstid. Derfor deltager nogle i en vagtordning. Det betyder, at du og dine dyr kan få hjælp, hvis uheldet er ude uanset hvornår. HUSK at ringe først.
Find dyrlæge
På dyrlægeforeningens hjemmeside kan du finde din nærmeste dyrlæge, ligesom du kan læse mere om ISO-dyrlægerne, danske specialdyrlæger og internationale specialister.
Gå til dyrlægeforeningens hjemmeside.
I appen "Find Dyrlæge" kan du finde din nærmeste dyrlæge samt se, hvilke dyrlæger der har vagt eller er med i en vagtordning.
Læs mere om appen "Find Dyrlæge".