Fødevarestyrelsen ønsker at fremme ansvarlig anvendelse af antibiotika.
Helt generelt må antimikrobielle lægemidler, herunder antibiotika, ikke anvendes rutinemæssigt eller for at kompensere for ringe hygiejne, mangelfuldt husdyrhold eller manglende omsorg for dyrene eller for at kompensere for dårlig forvaltning af bedriften.
Antimikrobielle lægemidler må ikke anvendes forebyggende, bortset fra i særlige tilfælde til indgivelse til et enkelt dyr eller et begrænset antal dyr, når risikoen for infektion eller for en smitsom sygdom er meget høj, og konsekvenserne sandsynligvis vil være alvorlige. I sådanne tilfælde skal anvendelsen af antibiotika til forebyggende behandling begrænses til indgivelse til et enkelt dyr og kun på visse betingelser.
Metafylakse er indgivelse af et lægemiddel til en gruppe dyr, efter at en klinisk sygdom er blevet diagnosticeret i en del af gruppen med henblik på at behandle de klinisk syge dyr og kontrollere udbredelsen af sygdommen til dyr, som er i tæt kontakt med de pågældende dyr og i risikozonen, og som allerede kan være blevet subklinisk inficeret.
Antimikrobielle lægemidler må kun anvendes til metafylakse, når risikoen for spredning af en infektion eller en smitsom sygdom i gruppen af dyr er høj, og når der ikke findes andre egnede alternativer.
Kampagnen omfatter kontrol af forekomst af rutinemæssig, forebyggende behandling og overholdelse af krav til metafylaktisk brug. Kontrollen finder sted:
- i besætninger med kalve under 12 mdr.,
- i besætninger med pattegrise, søer, gylte og orner, og
- hos de dyrlæger, som besætningerne har indgået en sundhedsrådgivningsaftale med.
Formålet med kampagnen er:
- at informere om lovgivningen for ansvarlig anvendelse af antibiotika
- at kontrollere, om der sker rutinemæssig forbyggende anvendelse af antibiotika
- at kontrollere regelefterlevelsen for metafylaktisk brug
- at fremme regelefterlevelsen på medicinområdet
1. september – 31. december 2024