Barske vejrforhold

Du skal sikre dig, at dyrene beskyttes mod barske vejrforhold på hele ruten, dvs. mod vind, nedbør og ekstreme temperaturer.

Det er det vigtigt at tjekke vejrudsigten for hele ruten under planlægningen af forsendelsen for at se, om ruten går igennem områder med barske vejrforhold.

Du kan f.eks. bruge www.meteoblue.com.

For lange forsendelser over otte timer skal temperaturen i køretøjet hos dyrene være mellem +5 og +30 °C.

For korte forsendelser gælder der ikke specifikke temperaturkrav, men også ved disse forsendelser skal temperaturen holdes på et niveau, hvor dyrene ikke lider overlast.

Varme

Når udendørstemperaturer er i nærheden af 30 °C på hele eller dele af ruten, er det særligt vigtigt at overveje:

  • Er der ophold og ventetid på ruten?
  • Kan de varme områder passeres om natten?
  • Er vandforsyningen tilstrækkelig?
  • Er dyrene særligt varmefølsomme (f.eks. søer, kalve eller drægtige dyr)?
  • Er der mulighed for at afkøle luften på køretøjet?

Kulde

Når udendørstemperatur kommer under 5 °C, er det særligt vigtigt at overveje:

  • Dyrenes varmeproduktion og læssetætheden.
  • Dyreartens temperaturbehov og hvilke temperaturer dyrene er vant til, samt længden af forsendelsen.
  • Køretøjets udformning og isolering, ventilationssystem samt muligheden for opvarmning af køretøjet.
  • Kvaliteten og mængden af strøelse.
  • Muligheden for fodring og vanding undervejs.