Transporten skal foregå på en måde, så dyrene ikke lider eller udsættes for farer. Der må ikke være for mange dyr på transportmidlet.
Selv under gode transportforhold vil mange dyr opleve et vist ubehag, fordi det er en uvant situation for dem. Bliver dyrene behandlet forkert, eller er forholdene under transporten ikke gode, kan dyrene blive stressede og bange. Dyrene kan reagere voldsomt, hvis de går i panik. Derfor er det vigtigt, at forholdene under transporten ikke belaster dyrene unødigt.
Der skal være tilstrækkelig plads til dyrene og ordentlig ventilation. Dyrene skal være beskyttet mod blæst, kulde, nedbør og solskin. Vis ekstra hensyn til dyrene under af- og pålæsning, ved kørsel på ujævn vej, i sving og ved acceleration og opbremsning.
Under transporten skal følgende dyr holdes adskilt:
- Dyr af forskellige arter
- Dyr med markant forskellig størrelse eller alder
- Avlsorner eller avlshingste
- Kønsmodne handyr og hundyr
- Dyr med horn og dyr uden horn
- Dyr som er fjendtlige overfor hinanden
- Dyr der er bundet og dyr der ikke er bundet
Dyrene kan dog transporteres sammen, hvis de er opdrættet i kompatible grupper, er vant til at være sammen eller vil lide ved at være adskilt, eller når der er tale om hunner, der ledsages af unger, der er afhængige af deres mor. Det gælder dog ikke kønsmodne han- og hundyr, dyr der er fjendtlige overfor hinanden samt bundne og ikke bundne dyr.
Det samme gælder, hvis dyrene transporteres i containere. En container kan være en tremmekasse eller en anden stiv konstruktion og anvendes som regel ved transport af fjerkræ og fisk.
Fodring af dyr under transport
Dyr skal med passende mellemrum tilbydes foder og vand.
Du må fodre dyrene med fodermidler og med foderblandinger. Fodermidler er f.eks. hø, halm og korn. Glycerin (glycerol) kan også være et fodermiddel. Foderblandinger er f.eks. tilskudsfoder (kraftfoder) og visse former for flydende foder.
Hvis du bruger glycerin i drikkevand
Hvis du bruger glycerin i vandet, er det vigtigt, at du køber glycerol, som er beregnet til fodring. Du må kun købe glycerin fra en fodervirksomhed, som er registreret eller godkendt i henhold til Foderhygiejneforordningen.
Her finder du lister over fodervirksomheder
Det er vigtigt, at du doserer mængden af glycerol rigtigt. Du skal sikre, at dyrene gerne vil drikke vandet, samt at dyrene ikke bliver tørstige af at drikke vand med glycerol, da glycerol indeholder sukker.