Krav vedrørende flytning af brevduer til kapflyvninger i en anden EU-medlemsstat
Udover de generelle krav er operatører, der flytter brevduer til sportsbegivenheder i andre EU-lande, ansvarlige for, at de almindelige krav for flytninger af andre fugle i fangenskab er opfyldt.
Der gælder dog to væsentlige undtagelser for brevduer bestemt til sportsbegivenheder:
- Opholdsperiode. Brevduerne behøves ikke at have opholdt sig uafbrudt på en registreret eller afgrænset virksomhed i mindst 21 dage før de flyttes ud af landet.
- Ledsagedokument. Brevduerne skal ikke ledsages af et dyresundhedscertifikat, men af en personlig erklæring. Find erklæringen i artikel 151 i forordning 2016/429. Link til forordningen ligger på vores lovstofside
For nærmere indsigt i området henvises der til de gældende regler. Du kan tilgå reglerne via lovstofsiden.
Krav vedrørende flytning af fugle i fangenskab bestemt til udstillinger
Udover de generelle krav, er operatører, der flytter fugle i fangenskab til udstillinger i andre medlemsstater ansvarlige for, at de almindelige krav til flytning af andre fugle i fangenskab er opfyldt.
Når fuglene, der har deltaget i udstillingen, skal flyttes fra medlemsstaten efter endt udstilling gælder der særlige bestemmelser.
Operatører af udstillinger, hvor der er deltagelse af fugle i fangenskab fra andre medlemsstater, har en række særlige forpligtelser i forbindelse med fuglenes anbringelse og mens udstillingen foregår. Det omfatter blandt andet identitetskontrol og klinisk overvågning.
For nærmere indsigt i området henvises der til de gældende regler. Du kan tilgå reglerne via lovstofsiden.