Du skal som dyrlæge registrere eller oprette alle dine sundhedsrådgivningsaftaler i VetStat
Siden 1. juni 2021 skal alle sundhedsrådgivningsaftaler (SRA) indgås og registreres på besætningsniveau. En aftale kan indgås enten digitalt i VetStat eller ved brug af den aftaleformular, der indgår som bilag 1 til de forskellige bekendtgørelser om sundhedsrådgivning. Aftaleformularen findes ligeledes på Fødevarestyrelsens hjemmeside under Sundhedsrådgivning. Alle aftaler skal være registreret i VetStat senest 8 dage efter aftalens startdato.
Sundhedsrådgivningsaftaler (SRA) i VetStat
For aftaler indgået i papirform skal du som besætningsdyrlæge opbevare den originale aftale som dokumentation, mens den ansvarlige for besætningen skal opbevare en kopi heraf. Aftalen skal underskrives i papirform og efterfølgende registreres i VetStat uden digital underskrift.
Er aftalen indgået digitalt i VetStat sikrer systemet, at aftaledokumentet kan tilgås i VetStat af begge aftaleparter. Aftaler oprettet digitalt i VetStat skal underskrives digitalt i VetStat af både besætningsdyrlægen og den ansvarlige for besætningen.
I VetStat kan du løbende redigere aftalen. Bemærk dog, at en ændring af aftaletypen vil medføre, at den gældende aftale bliver lukket og en ny aftale skal oprettes med ny startdato. Den nye aftale skal herefter underskrives af aftalens parter.
Indsatsområder
Generelt skal du ved oprettelse af et indsatsområde være opmærksom på, at du skal vælge aldersgruppe, før du vælger indsatsområde. Du kan ikke selv beskrive et indsatsområde, men skal vælge et fra den prædefinerede liste. I 'uddybningen' kan der dog tilføjes supplerende oplysninger.
Bemærk, at du kun kan redigere i slutdatoen for indsatsområdet og ikke aldersgruppen eller indsatsområdetypen. For at gøre dette er du nødt til at lukke det gamle indsatsområde og oprette et nyt.
Stedfortræder
En besætningsdyrlæge kan indsætte en stedfortrædende dyrlæge for en sundhedsrådgivningsaftale. En stedfortræderperiode skal minimum være 6 måneder og maksimalt 24 måneder. Hvis det er dig, der har oprettet aftalen, har du i stedfortræderperioden mulighed for at ændre slutdatoen for stedfortræderperioden.
Som stedfortrædende dyrlæge har du ansvaret for den aftale, som du er stedfortræder for, helt som hvis du selv havde oprettet aftalen. Derfor har du også mulighed for at ændre stedfortræderperioden. Du kan derudover sætte en ny stedfortræder ind for den resterende del af stedfortræderperioden, hvis der bliver behov for det.
Registrering af sundhedsrådgivningsaftale (SRA) indgået i papirform
- Log på vetstat.fvst.dk med MitID.
- Tilgå 'Opret sundhedsrådgivningsaftale' under menupunktet 'Sundhedsrådgivning'.
- Følg trinene undervejs og udfyld de relevante bokse.
- Vælg ’Fortsæt uden digital underskrift’.
Opret sundhedsrådgivningsaftale (SRA) digitalt i VetStat
- Log på vetstat.fvst.dk med MitID.
- Tilgå 'Opret sundhedsrådgivningsaftale' under menupunktet 'Sundhedsrådgivning'.
- Følg trinene undervejs og udfyld de relevante bokse.
- Det sidste trin i oprettelsen er at aftalen skal underskrives af begge parter digitalt i VetStat. Vælg ’Underskriv SRA digitalt’.
Tilgå sundhedsrådgivningsaftale (SRA) i VetStat
- Vælg ’Søg sundhedsrådgivningsaftale’ under menupunktet ’Sundhedsrådgivning’.
- Her fremkommer en listevisning med alle de aktive SRA’er, der er registreret på dit autorisationsnummer.
- Listen kan indskrænkes ved hjælp af søgefeltet eller ved at vælge specifikke kriterier under 'Vis flere søgemuligheder', såsom 'Dyreart' eller 'Aftaletype'.
- Ønsker du at medtage ophørte aftaler i din søgning, markerer du dette i feltet ud for 'Medtag også ophørte SRA'.
- Ved at klikke på besætningsnummeret til venstre for en SRA bringes du til detaljevisningen for den valgte SRA.
- Fra detaljevisningen kan du oprette indsatsområder, indsætte stedfortræder samt redigere og opsige den valgte SRA.
Hent handout til dyrlæger om sundhedsrådgivningsaftaler (pdf)