Ansøgning om dispensation til anvendelse af magistrelt lægemiddel

Veterinærlægemidler skal som hovedregel anvendes i overensstemmelse med lægemidlets markedsføringstilladelse. Kaskadereglen giver dog under visse omstændigheder mulighed for anvendelse af magistrelt fremstillede lægemidler.

Er betingelserne for dispensation opfyldt?

Behandling af dyr i henhold til kaskadereglen sker under dyrlægens direkte personlige ansvar, og reglen må kun undtagelsesvist bringes i anvendelse og særligt med det formål at undgå uacceptable lidelser hos dyret (set i forhold til hvis dyret ikke blev behandlet).

Læs mere om kaskadereglen

Dyrlægebekendtgørelsens § 4 supplerer forordningens bestemmelser om anvendelse af magistrelle lægemidler. De magistrelle lægemidler, der fremgår af bilag 2 til dyrlægebekendtgørelsen, må anvendes til den dyreart og den indikation, der er anført i bilaget.

Magistrelle lægemidler må kun anvendes, hvis

  • der ikke er godkendt et lægemiddel til dyrearten eller indikationen i Danmark eller i en anden medlemsstat og
  • der ikke findes et egnet humant lægemiddel.

Det skal bemærkes, at aktivstoffet i lægemidler, der anvendes til fødevareproducerende dyr skal fremgå af bilag 1 til forordning 2010/37.

Ansøg om dispensation til brug af et magistrelt lægemiddel

Hvis du vurderer, at det af hensyn til dyrets sundhed er nødvendigt at anvende et magistrelt lægemiddel, der ikke er anført i bilag 2, kan du søge Fødevarestyrelsen om dispensation.

Der kan ansøges om dispensation til anvendelse af magistrelle lægemidler til produktionsdyr (herunder heste der ikke er udelukket fra konsum) eller til selskabsdyr (herunder heste udelukket fra konsum).

Du kan kun søge dispensation til enkeltdyr eller en specifik besætning.

Ved ansøgning om dispensation skal du anvende skema til ansøgning om dispensation:

Ansøg om dispensation til brug af et magistrelt lægemiddel på virk.dk

Sagsbehandlingstiden vil normalt være maks. 28 dage, oftest kortere. Ved behov for akut sagsbehandling kan hastesager behandles inden for 24 timer (på hverdage). I så fald skal ansøgningen mærkes "haster", og det anbefales at kontakte Fødevarestyrelsen pr. telefon (72276900) i forbindelse med indsendelse af ansøgningen.

Du skal være opmærksom på, at du eller din klient skal give apoteket en kopi af dispensationen.