Fødevarestyrelsen får hyppigt spørgsmål om reglerne for ordinering af lægemidler bl.a. til patienter med kroniske lidelser.
Udlevering og ordinering af receptpligtige lægemidler skal som hovedregel ske på baggrund af en diagnose, som den ordinerende dyrlæge har stillet ved en fagligt forsvarlig klinisk undersøgelse af dyret.
Hvis dyrlægen vælger at fravige dette, er det en betingelse, at dyrlægen har så indgående kendskab til dyrets tilstand og til ejeren, at det er fagligt forsvarligt at ordinere lægemidler.
Fødevarestyrelsen vurderer, at det ikke er muligt at opnå tilstrækkeligt kendskab til dyret og ejeren, uden at dyrlægen jævnligt foretager/har foretaget en klinisk undersøgelse af dyret. Fødevarestyrelsen kan ikke rådgive om, med hvilke intervaller dyrlægen skal undersøge dyret. Det vil bero på dyrlægens konkrete vurdering i det enkelte tilfælde, hvad der er forsvarligt i den givne situation, og det er dermed den ordinerende dyrlæges ansvar at vurdere, om det er forsvarligt at ordinere/udlevere receptpligtige lægemidler uden forudgående klinisk undersøgelse. Hvis et lægemiddels markedsføringstilladelse indeholder særlige krav til undersøgelser forud for ordinering, skal disse følges.
Kravene gælder for alle ordineringer, herunder også i forbindelse med telefon- og telemedicinkonsultationer.
Dyrlægeloven
Efter dyrlægelovens § 12, stk. 1, må en dyrlæge kun udlevere eller ordinere receptpligtige lægemidler til behandling af sygdomstilfælde hos dyr, når dyrlægen selv har stillet en diagnose for sygdommen.
Diagnosen skal være stillet
1) efter en fagligt forsvarlig klinisk undersøgelse, som dyrlægen personligt har foretaget af det eller de syge dyr,
2) efter, at dyrlægen har undersøgt materiale fra det eller de syge dyr eller ladet materialet undersøge på et statsligt eller andet dertil af miljø- og fødevareministeren godkendt laboratorium, jf. dog stk. 2, eller
3) efter, at dyrlægen har gennemgået sygdommens symptomer og forløb med ejeren eller den, der på dennes vegne tager vare på dyrene, jf. dog stk. 2.
I de i stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte tilfælde er det en betingelse, at dyrlægen har et sådant kendskab til helbredstilstanden i dyreholdet og til ejeren eller den, der på dennes vegne tager vare på dyrene, at det er fagligt forsvarligt at stille diagnosen på dette grundlag, jf. § 12, stk. 2.