Tag en kirtelprøve før behandling
Du skal udtage en kirtelprøve (mælkeprøve) fra den pågældende ko før du indleder behandlingen af yverbetændelsen.
Send kirtelprøven til undersøgelse
Kirtelprøven skal sendes til bakteriologisk undersøgelse senest 7 dage efter, at den er udtaget. Den kan undersøges på:
- dyrlægens praksis- eller privatadresse eller
- et laboratorium med en akkrediteret undersøgelsesmetode.
Brug kun simple penicilliner
Du må kun anvende simple penicilliner (smalspektret antibiotika) til behandling af yverbetændelse hos kvæg. Det gælder uanset om behandlingen er lokalt i yveret eller systemisk (ved injektion). Kravet om brug af simple penicilliner kan kun fraviges, hvis dyrlægen personligt indleder behandlingen, eller hvis en resistensbestemmelse godtgør, at anden behandling er nødvendig.
Dyrlægen skal kontakte dig, hvis behandlingen skal ændres
Dyrlægen skal give dig besked om at ændre eller afbryde behandlingen af koen, hvis agens ikke er følsomt for simple penicilliner ved en akkrediteret MIC resistensbestemmelse (Minimal Inhibitory Concentration). Det sikrer en effektiv behandling af yverbetændelse hos kvæg, og at der så vidt muligt kun anvendes simple penicilliner. Reglerne er blevet indført for at tilskynde til ansvarlig anvendelse af antibiotika og dermed minimere risikoen for udvikling af resistens.