De kliniske tegn afhænger af, hvor sygdommen befinder sig. Symptomerne kan være:
- Træthed, udmattelse
- Appetitløshed og let feber
- Flåd fra livmoder
- Kronisk diarré
- Sidder sygdommen i luftvejene, ses der lungebetændelse, der giver en kronisk fugtig hoste, og senere i forløbet af sygdommen ses der åndenød og stakåndethed.
- De overfladiske lymfeknuder er forstørret, og dette er et vigtigt diagnostisk symptom. De dybereliggende lymfeknuder kan ikke føles, men knudernes tryk på for eksempel øvre luftveje og spiserøret kan henholdsvis forårsage åndenød eller trommesyge.
Sidder sygdommen i fordøjelsessystemet, ses den oftest i svælget eller i lymfeknuderne omkring tarmene. Ved yver-TB kan der mærkes en fast, smerteløs hævelse.
Den mest almindelige infektionsvej er via indånding af små dråber af udåndingsluft fra tuberkulosesmittede lunger. Indtagelse af især kontamineret mælk kan også medføre infektion.
I kroppen dannes ved sygdom en klassisk "tuberkel", der er et knudelignede område omgivet af en kapsel og med en betændt midte, der kan forkalke (foroste). Denne dannelse, sammen med lignende fund i de omkringliggende lymfeknuder, kaldes det "primære kompleks".
Det primære kompleks heler sjældent op og vil ofte udvikle sig – langsomt eller hurtigt. Hvis der er en hurtigt forløbende generaliseret tuberkulose (såkaldt "miliær tuberkulose") vil sygdommen sprede sig til alle organer, og denne tilstand er dødelig.
Såfremt der opstår en mistanke om tuberkulose i en besætning, bliver besætningen sat under offentligt tilsyn, og dyrene undersøges ved tuberkulintest.
Bovin og aviær tuberkulin kan rekvireres hos Statens Serum Institut via følgende link: https://www.vetssi.dk/bestil-vacciner-mm
Det danske overvågningsprogram for kvægtuberkulose består af de kliniske inspektioner i forbindelse med kødkontrollen samt tuberkulintest. I kødkontrollen undersøges samtlige slagtede dyr for eventuelle kliniske tegn på sygdommen. Derudover bliver både tyre, der skal indsættes på tyrestationer, og kreaturer, der skal eksporteres, undersøgt ved tuberkulintests.
Det er ikke muligt at konstatere tuberkulose alene ved hjælp af kliniske tegn, end ikke i meget fremskredne tilfælde. Fund af tuberkler ved obduktion er tegn på sygdommen, men man kan ikke konkludere, at det er tuberkulose. Diagnosen skal bekræftes ved isolation og identifikation af bakterien.
Den vigtigste metode til at konstatere tuberkulose er ved en tuberkulintest.
De forskellige typer af tuberkulose kan skelnes fra hinanden ved dyrkning.
Hvis der opstår en mistanke om tuberkulose i en besætning, bliver besætningen sat under offentligt tilsyn.
Sidst sygdommen blev konstateret blandt kreaturer i Danmark, var i 1988, hvor der i Kødkontrollen blev fundet en ko med tegn på TB. Dyrkning viste, at fundet var positivt. Resten af dyrets hjembesætning blev undersøgt med negativt resultat.
I 1989 blev et kontrolprogram iværksat for samtlige hjortefarme i Danmark, og i hvert af årene 1991, 1993 og 1994 blev tuberkulose konstateret i en hjortefarm. Samlet set er tuberkulose blevet konstateret i 16 hjortebesætninger i Danmark.
Danmark påbegyndte allerede i 1893 en udryddelse af kvægtuberkulose. I 1959 blev udryddelsesprogrammet afløst af et overvågningsprogram, eftersom udryddelsen af sygdommen på daværende tidspunkt var så fremskreden, at der kun blev konstateret enkelte udbrud om året. I 1980 blev Danmark erklæret officielt fri for kvægtuberkulose af EU, og sidste gang sygdommen blev konstateret blandt kreaturer i Danmark, var i 1988. Danmark har siden 1980 været erklæret officielt fri for kvægtuberkulose af EU.