Hestepas

Alle heste i Danmark skal være identificerede, have hestepas og være registreret i det Centrale Husdyrbrugsregister (CHR).

Alle heste, der opholder sig permanent i Danmark, skal være identificerede og registrerede i CHR. Det betyder, at en hest skal være chipmærket og have et identifikationsdokument (hestepas). Et hestepas er gyldigt i hele hestens levetid.

Reglerne gælder for alle dyr af hestefamilien, det vil sige heste, æsler og zebraer samt krydsninger heraf.

Information om hestepas

Ansøgning og udstedelse

Ansøgning om hestepas skal være det pasudstedende organ i hænde senest 10 måneder efter føllets fødsel.

Heste, der kan optages i en avlsorganisation eller en forening for konkurrence- eller væddeløbsheste, de såkaldte registrerede heste, kan få passet udstedt i Danmark eller i et andet EU-land. 

Hvis passet udstedes i et andet EU-land, skal det udstedende organ sende passet direkte til SEGES Heste, der skal registrere hesten i Hestedatabase og udlevere passet til hestens ejer. Det er kun SEGES Heste, der må udlevere hestepas til heste født i Danmark, hvis passet er udstedt i et andet EU-land.

SEGES Heste udsteder og udleverer hestepas til hobbyheste.

Læs om hestepas hos SEGES H​este​

Passet følger hesten

Hestepasset skal altid følge hesten. Brugeren af hesten skal altid kunne fremvise hestepasset umiddelbart, uanset om hesten er opstaldet, ude at ride, græsser eller er under transport. Det betyder ikke, at du skal have passet med på en ridetur, når du er ude at køre med hestevogn eller hvis du fører hesten en tur i nærheden af det sted, hvor hesten er opstaldet. Men passet skal kunne fremvises umiddelbart på opstaldningsstedet. Det er ikke nok at have en kopi af passet med dig eller på opstaldningsstedet. Personer, der kortvarigt anvender hesten, fx en rytter, der rider hesten, anses ikke for bruger i denne forstand.

Medicinsider

Alle hestepas skal have medicinsider integreret i passet. Løse medicinsider er ikke lovlige. Medicinsiderne finder du i afsnit IX, Behandling med veterinærlægemidler, i pas, der er udstedt før 1. januar 2016. I pas, der er udstedt efter 1. januar 2016, findes medicinsiderne i afsnit II.

Lægemidler og dyrlæge

Behandling med visse lægemidler kræver fremvisning af hestepas til dyrlægen. Din dyrlæge må ikke behandle med visse lægemidler, der betyder udelukkelse fra konsum permanent eller for en periode af 6 måneder, uden at have set i passet først. Hvis behandling med disse lægemidler er påkrævet, skal hesten udelukkes fra konsum forud for behandling, ved at dyrlægen udfylder medicinsiderne i passet.

Dyrlægen kan ikke nægte at behandle en hest uden hestepas, men hvis passet ikke kan fremvises, er der visse lægemidler, som din dyrlæge ikke må anvende.

Din hest dør eller forsvinder

SEGES Heste skal have besked om, at hesten er død eller forsvundet. Du skal inden 14 dage sende pas, ejercertifikat og blanket til registrering af afgang/død til SEGES Heste.

Du kan finde blanket til registrering af afgang/død hos SEGES Heste her

Hvis din hest er slagtet, skal du ikke gøre noget. Slagteriet sender passet til SEGES Heste, der registrerer hesten som død i Hestedatabasen.

Læs her, hvad der skal gøres med din hest, når den dør

Det er kun dyrlæger, der kan udelukke heste fra konsum

Din hest kan kun udelukkes fra konsum af en dyrlæge. Det sker som led i medicinsk behandling. Du bestemmer selv, hvad der skal ske med din hest, når den dør, men du kan ikke selv vælge at udelukke din hest fra konsum.

Dyrlægen skal attestere i hestepasset, at hesten er udelukket fra konsum og også registrere dette i CHR. Registreringen i CHR skal foretages senest 24 timer efter behandlingen.

Det gælder både, når hesten udelukkes fra konsum i 6 måneder eller permanent. 

Heste, der er udelukket fra konsum, må ikke slagtes

Heste, der er udelukket fra konsum, må ikke slagtes, men kan afhentes af DAKA, begraves, kremeres eller doneres til en zoo. For heste udelukket fra konsum skal man ikke overholde reglerne for foder-og fødevarehygiejne. Derudover må man selv efterbehandle hesten med medicin efter aftale med dyrlæge.

Selvom din hest er udelukket fra konsum, skal den stadig være registreret i CHR.

Heste, som ikke er udelukket fra konsum

Hvis din hest ikke er udelukket fra konsum, betyder det ikke, at den skal slagtes og anvendes i fødevareproduktion, men det betyder, at den kan slagtes. Det kan den kun, hvis du som hesteejer vælger det.

Desuden skal du overholde reglerne for foder- og fødevarehygiejne.

Læs mere om regler for foderhygiejne og for fødevarehygiejne her 

Du må kun give din hest medicin, hvis du har taget et medicinhåndteringskursus.

Læs mere om medicinhåndteringskursus her

Transport af heste

Hestens originale pas skal altid medbringes, når hesten transporteres. De eneste undtagelser for at medbringe passet under transport er:

  • Ikke-fravænnede føl, der ledsager moderen eller amme-hoppen
  • Heste, der deltager i træning eller konkurrence mv. og i den forbindelse er nødt til at forlade området for træningen eller konkurrencen mv.
  • Heste, der flyttes eller transporteres i en nødsituation.

Disse undtagelser gælder dog kun ved nationale flytninger. Hvis der er tale om ind- eller udførsel til eller fra Danmark, skal hesten altid være ledsaget af et gyldigt hestepas, uanset deres alder.

Transport og rejse, når hestepasset er til opdatering

Transport indlands

Hvis passet er sendt til opdatering kan heste flyttes eller transporteres indenlands uden pas. Dette kan ske under forudsætning af, ​at hesten er ledsaget af en kvittering for indsendelsen fra det pasudstedende organ. Kvitteringen skal som minimum indeholde navnet på ejeren af hesten og hestens chipnummer.

Rejse udenlands

Du kan godt rejse til et andet EU-land med din hest, hvis den har et gyldigt hestepas. Hesten skal dog have udstedt et sundhedscertifikat. For at få et sundhedscertifikat skal din hest inden afrejsen synes af en embedsdyrlæge. 

Du kan også godt rejse udenfor EU-lande, men vær opmærksom på, at dette udover sundhedscertifikat kan kræve yderligere certifikater, og at der kan være tidskrævende procedurer forbundet hermed. For at få et sundhedscertifikat skal din hest inden afrejsen synes af en embedsdyrlæge.

Syn af hesten af en embedsdyrlæge skal bestilles, senest kl. 8, 2 arbejdsdage før hesten skal rejse. Synstiden bookes på Fødevarestyrelsens hjemmeside i Eksportportalen.

Du finder Eksportportalen her

Hvis din hobbyhest skal blive en registreret hest, skal du tage kontakt til den relevante raceforening, sammenslutning eller organisation med henblik på at få opdateret hestepasset eller få udstedt et nyt hestepas i det udvidede format.

En registreret hest er en hest, der er indført i en stambog eller registreret som en konkurrence- eller væddeløbshest.

Du finder listen over raceforeninger, der fører stambøger for racerene avlsdyr af hestearterne her

Spørgsmål og svar om hestepas

Som udgangspunkt er svaret nej. Kun heste, der lever vildt i særlige områder, kan få dispensation fra kravet om hestepas. Heste, der holdes på almindelig vis af privatpersoner, er ikke omfattet af denne mulighed.

Når hesten er opstaldet, skal ejeren af det sted, hvor hesten holdes, umiddelbart kunne fremvise hestens pas. Dvs. at hvis hesten fx er opstaldet på en rideskole, så skal ejeren af rideskolen kunne fremvise hestens pas.  

Kontrol af hestepas

Fødevarestyrelsen udfører hvert år et antal kontroller i hestebesætninger, på rideskoler og ved f.eks. stævner. Herudover sker der kontrol ved politiet i form af vejkontroller.

Hvis der ikke er nogen hjemme i forbindelse med et kontrolbesøg, vil kontrollen som udgangspunkt blive registreret som et ”forgæves besøg”, og du vil blive kontaktet telefonisk for en aftale om et nyt besøg.

Når Fødevarestyrelsen kommer på besøg, vil du som udgangspunkt få en indskærpelse, hvis du ikke kan fremvise hestepas. Indskærpelse medfører gebyrbelagt opfølgende besøg. Hestepas skal fremvises, uanset om hesten står på stald eller på fold.