I henhold til dyresundhedsloven (inkl. relevante supplerende forordninger) er der en række virksomhedstyper, der ikke blot skal registreres, men derimod godkendes. Om en virksomhed skal godkendes, afhænger af de aktiviteter, som virksomheden har.
I artikel 94, 96, 97, 98, 99 og 100 i forordning 2016/429, fremgår de generelle krav til godkendelse af virksomheder.
Kravene her er suppleret i forordning 2019/2035.
I Danmark er det Fødevarestyrelsen, som godkender disse virksomheder. Virksomheden må ikke starte deres aktiviteter, før de har modtaget en godkendelse fra Fødevarestyrelsen.
For at få virksomheden godkendt, skal operatøren af virksomheden sende en ansøgning til Fødevarestyrelsen, via styrelsens kontaktformular. Der er en række indretnings- og driftsmæssige krav, der skal være opfyldt for at blive og fortsat være godkendt.
Kontaktformular
Allerede godkendte virksomheder skal ikke godkendes på ny
De virksomhedstyper, der tidligere har været omfattet af tilsvarende dyresundhedsmæssige krav om godkendelse, vil betragtes som værende godkendt efter reglerne i dyresundhedsloven. De skal derfor ikke søge om at blive godkendt på ny. De skal dog fra og med den 21. april 2021 leve op til de betingelser, som fremgår af dyresundhedsloven, og de vil fremadrettet blive kontrolleret efter disse regler.
Øvrige krav til godkendte virksomheder
Fødevarestyrelsen vil i henhold til artikel 101 i forordning 2016/429 føre registrer over godkendte virksomheder.
Operatøren af en godkendt virksomhed skal føre fortegnelser vedrørende sin virksomhed og de dyr, der holdes på virksomheden. Det fremgår helt generelt af artikel 102 i forordning 2016/429.
Desuden er der nogle helt generelle krav til operatører af blandt andet godkendte virksomheder, som også skal følges. Det drejer sig blandt andet om artikel 10 og 11 i forordning 2016/429.
Herunder følger en kort beskrivelse af de forskellige virksomhedstyper, samt en henvisning til hvor kravet om, at virksomheden skal være godkendt, findes i dyresundhedsloven.
Foruden de generelle krav til godkendelse mv. i forordning 2016/429, som er nævnt herover, nævnes der under hver virksomhedstype de specifikke krav til den pågældende virksomhedstype.
Der er links til de nævnte forordninger nederst på denne side under afsnittet Lovstof.