Når der er restriktioner i et område på grund af alvorlige smitsomme hussygdomme, kan nedlagt vildt, herunder jagttrofæer, være omfattet af specifikke betingelser for behandling for at undgå spredning af sygdommen. Det gælder for sygdomme, som dyr af de pågældende arter er modtagelige overfor.
Der er specifikke krav til behandlingen af jagttrofæerne, hvis de indføres fra områder med restriktioner på grund af alvorlige smitsomme sygdomme. Læs kravene i Gennemførelsesforordningen, bilag XIII, kapitel VI, del C. Find forordningen under "Lovstof og regler".
Dyret må ikke være smittet med sygdomme
Jagttrofæerne eller andre præparater fra hovdyr og klovdyr må ikke stamme fra dyr, der er mistænkt for at være smittede med en smitsom husdyrsygdom. Vær især opmærksom på områder med afrikansk svinepest.
Læs mere om afrikansk svinepest og se seneste udbrud
Læs vores gode råd til jægere om afrikansk svinepest
Sådan skal jagttrofæerne behandles
Jagttrofæerne eller andre præparater fra hovdyr og klovdyr skal enten være sikkert behandlet som beskrevet under "Jagttrofæer af hovdyr og klovdyr, der har undergået sikker behandling" eller have undergået følgende behandling for knogler, horn, hove, klove, gevirer, tænder eller skind.
Knogler
Jagttrofæer, eller andre præparater af hovdyr og klovdyr, der udelukkende består af knogler, skal:
- have ligget i kogende vand så længe, at det sikres, at de er befriet for alt andet materiale.
- være blevet desinficeret med et godkendt middel, herunder brintoverilte.
- umiddelbart efter behandlingen og uden at være kommet i kontakt med andre animalske produkter, der kan indebære en fare for kontaminering, pakkes enkeltvis i gennemsigtig og lukket emballage, så efterfølgende kontaminering undgås.
Indførslen skal ledsages af et sundhedscertifikat, der attesterer, at betingelserne i pkt. 1, 2 og 3 er opfyldt.
Horn, hove, klove, gevirer og tænder
Jagttrofæer, eller andre præparater af hovdyr og klovdyr, der udelukkende består af horn, hove, klove, gevirer eller tænder, skal:
- have ligget i kogende vand så længe, at det sikres, at horn, hove, klove, gevirer eller tænder er befriet for alt andet materiale.
- umiddelbart efter behandlingen og uden at være kommet i kontakt med andre animalske produkter, der kan indebære en fare for kontaminering, pakkes enkeltvis i gennemsigtig og lukket emballage, så efterfølgende kontaminering undgås,
Indførslen skal ledsages af et sundhedscertifikat, der attesterer, at betingelserne i pkt. 1, 2 er opfyldt.
Skind
Jagttrofæer, eller andre præparater af hovdyr og klovdyr, der udelukkende består af skind, skal
- være blevet tørret, tørsaltet eller vådsaltet i mindst 14 dage forud for afsendelsen eller underkastet en konserveringsproces, bortset fra garvning.
- umiddelbart efter behandlingen og uden at være kommet i kontakt med andre animalske produkter, der kan indebære en fare for kontaminering, pakkes enkeltvis i gennemsigtig og lukket emballage, så efterfølgende kontaminering undgås.
Indførslen skal ledsages af et handelsdokument eller sundhedscertifikat, der attesterer, at betingelserne i pkt. 1, 2 er opfyldt.